At vælge (at elske) et barn

I mit sidste blogindlæg skrev jeg om at vi ikke selv vælger, hvem der er vores familie – hverken i vores oprindelige familie eller i den sammenbragte roulade.

Vi bestemmer hverken om de er der, eller hvordan de er.

Alligevel er der en hel masse der handler om valg …

For vi vælger selv hvordan vi vil forholde os til de mennesker der er en del af vores liv og hvor meget vi vil involvere os følelsesmæssigt.

Personligt hører jeg til dem der mener at man i videst muligt omfang bør gå all in, især når det drejer sig om børn.

Den primære årsag til denne holdning er min egen erindring om lunkne voksne og voksne der bare forsvandt ud af mit liv, tilsyneladende uden eftertanke. At forlade et barn (fysisk, mentalt eller følelsesmæssigt) er det samme som at fortælle i handling at barnet er betydningsløst. Og ligegyldigt hvor mange gange man som den forladte fortæller sig selv at det er den anden der er en idiot, sætter det sig i et eller andet omfang, som lavt selvværd.

Derfor vidste jeg, da jeg involverede mig i en mand med et barn på 1½ år, at jeg ikke kunne bære at være den der svigtede, og at mit forhold til hende derfor også måtte være (i hvert fald delvist) uafhængigt af mit forhold til hendes far.

Det er klart at hvis den dag virkelig kom, hvor hendes far og jeg ikke længere delte husleje og mælk til kaffen, ville de praktiske forhold ændre sig og jeg ville ikke længere have de samme muligheder for samvær. Men der er mange måder at være nærværende i et barns liv på og jeg følte mig sikker på, at jeg nok skulle finde ud af det, hvis det virkelig blev aktuelt. Det vigtigste var at træffe beslutningen.

Jeg holdt endda relativt tidligt et møde med hendes mor, hvor jeg informerede hende om at jeg havde tænkt mig fremover at være en del af hendes datters liv og at jeg håbede hun ville støtte mig i det uanset hvad fremtiden måtte bringe. Jeg husker faktisk ikke hvad hun svarede, andet end at samtalen ret hurtigt drejede ind på om vi ikke nok ville være søde at sende strømpebukserne med retur – og at jo, det ville vi selvfølgelig gerne, hvilket nok er meget karakteristisk for det forhold jeg siden har haft til min bonusdatters mor. Men jeg tænker at hvis det var mig der var biomor, ville jeg føle det betryggende, at den anden kvinde der tilbragte værdifuld tid sammen med mit barn, ikke havde tænkt sig pludselig at skride ud af barnets liv.

Heldigvis blev det aldrig nødvendigt at teste, hvad en skilsmisse virkelig ville gøre ved forholdet til min bonusdatter.

Men min beslutning om at involvere mig 100% har hjulpet mig uendeligt mange gange i løbet af hendes opvækst. Den hjalp mig til at finde min egen rolle som ”ekstraforælder”, den hjalp mig da hun var fire år, og græd om natten og kun ville have sin far. Den hjalp da hun var otte og hvæsede ”du er ikke min mor! ” Den hjalp da hun var 16 og informerede os om at ”nu kom hun altså ikke på weekend hos os mere! ” Kort sagt: Alle de gange jeg havde mest lyst til at smide ungen ud af vinduet eller løbe skrigende væk, hjalp det mig at vide, at det simpelthen ikke var en mulighed.

Det hjalp mig også til at finde en form for værdighed (om ikke ligeværdighed) i forhold til hendes mor og far – der jo alligevel altid havde det sidste ord. Og det fik mig til at bruge min fantasi til at finde områder, hvor jeg var den der havde noget at byde på og ting vi kunne være fælles om. Jeg har stået for mange kreative indspark såsom julekalendere, fastelavskostumer m.m., vi har altid læst bøger sammen og hele to gange i hendes teenageår har vi været sammen på bogshoppetur til England. Jeg har også haft mine helt egne ”opdragelsesmål” og har bl.a. været den der gav hende lommepenge fra hun var tre år, for bevidst at give hende et sundt forhold til penge.

Det har alt sammen handlet om valg. Men resultatet er kærlighed.

Ville det have været anderledes, hvis hun havde været ældre da hun kom ind i mit liv, hvis jeg selv havde haft biologiske børn eller fået dem med hendes far? Givetvis ville en masse detaljer have været anderledes, men selve essensen af at vælge et andet menneske som én af sine nærmeste er den samme uanset omstændighederne. Og jeg tror at dette valg gennem fælles oplevelser – herunder de konflikter der altid er en del af menneskelige forhold – med tiden fører til en form for kærlighed, uanset hvilken relation vi formelt set har til den anden.

For nylig faldt jeg over en podcast med Maris Blechner på The Moth, som handler om netop dette med at vælge. Selvom hendes historie tager udgangspunkt i adoption, synes jeg den også er meget aktuel for stedmødre. Hun bruger udtrykket ”to claim your child”, som jeg desværre ikke kan finde en rigtig god oversættelse af – det tætteste jeg kan kommer er, at det netop handler om at træffe et valg. Du kan lytte til den fine lille historie her http://themoth.org/posts/stories/the-value-of-words

Den varer ca. 15 minutter, er medrivende og på letforståeligt amerikansk.

Med kærlig hilsen

Fru Burén

PS Efter jeg havde skrevet ovenstående kom jeg til at tænke på dette digt af den amerikanske kunstner SARK, som har inspireret mig igennem årene:

HOW TO REALLY LOVE A CHILD

Be there. Say yes as often as possible. Let them bang on pots and pans. If they’re crabby, put them in water. If they are unlovable, love yourself. Realize how important it is to be a child. Go to a movie theatre in your pajamas. Read books out loud with joy. Invent pleasures together. Remember how really small they are. Giggle a lot. Surprise them. Say no when necessary. Teach feelings. Heal your own inner child. Learn about parenting. Hug trees together. Make loving safe. Bake a cake and eat it with no hands. Go find elephants and kiss them. Plan to build a rocket ship. Imagine yourself magic. Make lots of forts with blankets. Let your angel fly. Reveal your own dreams. Search out the positive. Keep the gleam in your eye. Mail letters to God. Encourage silly. Plant licorice in your garden. Open up. Stop yelling. Express your love. A lot. Speak kindly. Paint their tennis shoes. Handle with caring.

CHILDREN ARE MIRACULOUS

Leave a Reply

Your email address will not be published.