Byg din egen familie

Om man lever i en sammenbragtfamilie eller i en kernefamilie, så tror jeg, at mange har en klar ide om, hvordan man er en familie med børn. Barnet/børnenes behov for opmærksomhed og kærlighed er altid i højsædet. Hvis du ikke tænker på barnets/børnenes behov er du en dårlig forælder. Ligeledes vil det gode familieliv være styret af fællesskab, og en interesse for hinanden.

at have mennesker i sit liv der har en oprigtig interesse for en, vil jeg sige er positivt og gavnligt for ens sundhed og selvværd. Men når man er i en sammenbragt familie, er det ikke altid interesse og nysgerrighed der præger relationen. De første to år af mit liv som fars kæreste, oplevede jeg sjældent nysgerrighed og interesse fra mit bonusbarn (hun var kun 2-4 år, så vil sige at det var naturligt at hun havde det sådan). Ikke destromindre, gjorde dette enormt ondt på mig. At give og give kærlighed og opmærksomhed til et barn, der blot sagde “ikke dig, jeg vil have far”, hvis jeg fx prøvede at give hende tøj på, eller skære hendes mad ud.

Jeg følte at jeg intet kunne sige eller gøre, da jeg jo er vokset op i et samfund hvor en voksen altid tænker på barnets behov og ikke sit eget. Men som fars kæreste har man bare ikke altid lyst til at tænke på barnets behov. Jeg følte at jeg fik presset ned i halsen at jeg skulle holde af det her barn. Hvilket jeg gjorde. Men ikke som et familiemedlem. Jeg holdt af barnet som jeg holder af mine venners børn. Jeg synes de er søde i små doser, men jeg er også glad for at kunne tage hjem igen og bare være mig selv. Dette kunne jeg bare ikke som fars kæreste, og følelsen af magtesløshed og afmagt var meget stor hos mig. Jeg følte jo, at jeg gjorde alt det for min kærestes datter som jeg ville gøre for mit eget barn. Dog fik jeg bare ingen ubetinget kærlighed igen. Jeg var viklet ind i et familiemønster, hvor jeg og min kæreste skulle lege far, mor og børn. Dog var alle bare ikke med på legen om den glade og lykkelige familie. Og hvad gør man så lige, når ens fundamentale ide om hvordan man vil have familie braser og på ingen måde lever op til de forventninger man har haft.

Jeg tror at mange biologiske forældre også oplever denne frustration hvis familielivet ikke lige fungerer optimalt. Men i en familie hvor de biologiskeforældre er sammen, vil begge forældre have en særlig status overfor barnet. Hvilket betyder, at selvom barnet ikke lige vil have at mor giver jakke på, så ved mor også, at barnet holder af sin mor. Dette er ikke tilfældet som fars kæreste. Selvom man måske forstår barnets reaktion, så er det ikke altid nemt at håndtere afvisning på afvisning, hvis man selv føler man giver enormt meget af sig selv.

Jeg ville gerne have et familieliv der var præget af respekt, fællesskab og samhørighed. Men jeg følte jeg var kommet på besøg i en anden familie. En familie hvor jeg ikke kendte reglerne, og hvor jeg ikke altid var ønsket. Hele den ide jeg havde om familieliv om hvordan man som “forældre” skulle leve sammen, gjorde egentlig at jeg hele tiden følte nederlag. Hele tiden følte at jeg ikke gjorde det godt nok, eller at jeg i hvertfald ikke fik den optimale anerkendelse for min indsats.

Jeg synes det er så vigtigt, at man måske revurdere sin ide om, hvordan man vil leve som familie, når den er Sammenbragt. Hvis man aldrig har været en sammenbragt familie, tror jeg ofte man relaterer til den “normale” ide om familieliv. Altså at man skal være nysgerrig på hinanden og at man ønsker at indgå i et fællesskab. Ligeså at man som voksen skal sættes selv og egne behov til side. Men hvad nu hvis man nu skabte en familie med andre vilkår…. Ville det så være så farligt, hvis nu alle ville passe ind i en helt ny og revurderet familiemodel?

Efter at have gjort mig ovenstående tanker, var jeg til et debatmøde omkring at været en sammenbragt familie. Her blev der faktisk talt om andre familiestrukturer. Man kunne vælge at leve i en “almindelig familiestruktur” og i en slags bofællesskab.

Overordnet :

Den almindelig familiestruktur : begge voksne tager ansvar for hinandens børn, og man prøver at komme tæt på en kernefamilie.

Bofællesskab: man tager sig af sine egne børn, og bor evt hver for sig.

Gældende for begge var, at der var en million måder at leve på. Noget jeg synes er vigtig at huske, når man lever i en sammenbragt familie. Man behøver ikke kopiere kernefamilien, man kan leve lige som man vil, så længe man har respekt for hinanden og er nogenlunde enige. Efter at have deltaget i dette debatmøde, fik det mig faktisk til at ønske, at jeg stadig var i en sammenbragt familie. Jeg synes det lød så spændende, at kunne skabe sin helt egen unikke måde at leve på, det kunne blive lidt alla: byg din egen familie og få lige den model du ønsker dig.

Leave a Reply

Your email address will not be published.