Det er ikke mig, det er dig!

Da jeg var ’fars kæreste’ fik jeg ofte at vide at min kæreste ikke forstod mig. Han mente at jeg var umoden, barnlig og egoistisk, fordi jeg havde svært ved at finde min rolle som ”stedmor”. Jeg husker virkelig mange episoder, hvor jeg måtte låse mig ude på badeværelset, fordi jeg var så ked af det, når hans barn var hos os. Jeg følte simpelthen ikke at jeg havde et fristed i mit eget hjem. Og jeg var ved at kaste op over min ekskæreste tilgang til sit barn. Min ekskæreste var ekspert i at sætte sit barn først. Hvad vil du have at spise? Hvor vil du på ferie henne? Hvad skal vi lave i weekenden? Var bare nogle af de spørgsmål min ekskæreste spurgte sit barn om. Jeg var ved at blive sindssyg! Og særligt da han spurgte sit barn om, hvor hun ville på ferie henne, da hun var 5 år gammel. Hvorfor i alverden skal et barn på fem år bestemme, hvor hun vil på ferie henne? Jeg mener bare, hvor meget kender et 5 årigt barn lige til gode feriesteder? Og hvorfor er det ikke noget vi alle skal bestemme i fællesskab (eller blot de voksne). Da jeg sagde det til min ekskæreste mente han at jeg var latterlig, og jeg måtte da kunne forstå, at han ville det bedste for sit barn. Jo vel, men nu viste det sig også, at den ferie vi skulle på, også var den eneste ferie han og jeg havde sammen. Og ja, jeg fik simpelthen ikke noget at skulle have sagt. Så vi endte på en eller anden teltferie, fordi det mente han at hans datter ville elske. Og ja, jeg vil faktisk sige, at sådan var det rigtig meget af tiden. Mine ord blev ikke hørt, og min mening var faktisk ofte ubetydelig, når vi havde hans barn.

Efterfølgende har det slået mig, hvor ondskabsfuldt det var af ham aldrig at lytte til mig. Men det kunne jeg simpelthen ikke se, da jeg var i et forhold med ham. Jeg tænkte bare at han jo bare prøvede at være en god far, og jeg forstod jo godt, hvor han kom fra. Jeg glemte mig selv, og jeg mistede mig selv fuldstændig i det forhold. Jeg var bare så fikseret på ikke at blive en ”ond stedmor”, fordi det blev jeg jo kaldt, hvis jeg gav udtryk for, at jeg blev ”glemt” i forholdet. I dag bliver jeg så vred, når jeg tænker på, at min eks aldrig gjorde en indsats for at forstå, hvorfor jeg blev så ked af det. Jeg har talt med flere ”stedmødre”, som har oplevet det samme som jeg: at være kæreste med en ’tivolifar’, – en mand der bare vil have hans børn har det sjovt, når de er hos ham. Og det er simpelthen så ubehageligt at være ”ligegyldig” i de dage, hvor ens kæreste har sit barn. Faktisk så vil jeg sige at det tangerer til psykisk vold, da man som ’fars kæreste’ kan risikere at blive ignoreret og ”glem” i flere dage, samtidig med at man bliver ”manipuleret” til at tro, at man er det dårligste menneske i verden, fordi man gerne vil høres og have indflydelse i de dage, hvor ens kæreste har sit barn/børn boende. Det er virkelig IKKE okay, at man skal græde på toilettet eller søge tilflugt i soveværelset, når ens kærestes barn/børn er hos deres far. Og det handler jo ikke om at ”stedmødre” bare skal tage sig sammen. NEJ, det handler om, at når man er i et parforhold så skal man lytte til hinanden, også selvom der er et barn i huset. Dynamikken bliver ofte helt forskruet, når barnet kommer hjem til far. Hvor mange bio-mødre ville for eksempel finde sig i, at deres mand ikke inkluderede dem i, hvor de (mor, far og børn) skulle på ferie henne? Meget få tror jeg. Men som ”stedmor” så finder man sig i nogle mærkelige ting nogle gange, fordi man ikke vil fremstå, som en sur bitter kvinde, der ikke kan lide børn.

 

Leave a Reply

Your email address will not be published.