Drømmen om en kernefamilie

Forleden var jeg til bryllup. Det har jeg været en god håndfuld gange i mit liv.
Jeg kan virkelig godt lide stemningen til bryllup. Alle er glade. Der er en fællesskabfølelse omkring at give brudeparret en fantastisk dag og hele stemningen emmer af kærlighed.
Det handler om de to, brud og brudgom. Deres samhørighed, deres fællesskab, deres kærlighed, hvordan de komplimenterer hinanden, hvordan de fuldender hinanden.

Og samtidig med al det smukke, det rørende, det meningsgivende, det ‘perfekte’, så bliver jeg på en gang så opgivende og klarsynet melder sig.

Jeg ved godt hvorfor vi ikke er gift. Min ‘mand’ og jeg.

Jeg har lyst til at dyrke VORES fællesskab, vores kærlighed. Min ‘mand’ taler mere om hvordan der bliver plads til hans barn på denne dag. Om hun skal følges med mig og vores børn op ad gulvet eller om hun skal vente sammen med ham oppe ved alteret. Om jeg skal holde hans Barn i hånden, når vi går ud af kirken, for at forende symbolikken i at vi gifter ‘familierne’ sammen.
Om menuen også kan indeholde børneretter, da hans Barn er temmelig kræsen. Om der skal være noget særligt underholdning, da “det jo godt kan være lidt kedeligt for børn, at være til bryllup”.

Allerede i forberedelserne til det bryllup, der aldrig kommer til at ske, har jeg mistet lysten. Jeg skal gå alt for meget på kompromis med det jeg har lyst til ved et(mit) bryllup, og grundværdien for mig, at parret er i fokus, er så langt nede ad prioriteringslisten, at jeg slet ikke føler den sammenhørighed, som jeg har lyst til at fejre på denne dag.

Jeg kan leve et fint og skønt liv som ugift, det er ikke det, men jeg mærker SÅ meget i disse særlige situationer, hvordan jeg har opgivet rigtig meget ved at vælge en mand med en “tung” fortid.

Leave a Reply

Your email address will not be published.