En fortælling om min familie

Velkommen til mit første indlæg som blogger her på stedmordanmark.dk!

Jeg vil gerne starte med at fortælle lidt om min familie, så du ved hvor jeg kommer fra, både sådan helt konkret og i forhold til at skrive om livet i den sammenbragte roulade.

Jeg blev født ind i en sammenbragt familie en forårsdag i 1964. Min mor var blevet gravid da hendes eks-kæreste kom for at hente sine ting. Måske håbede hun at graviditeten ville få ham til at komme tilbage, men det skete ikke. I stedet mødte hun, da hun var i femte måned, en anden mand, Hans, som jeg voksede op i troen om var min far.

Da jeg var tre år blev de skilt og min stedfar fik en ny kæreste. Jeg husker at jeg kom på besøg hos dem og at jeg ikke kunne lide hende – Mette, hed hun. En gang besøgte Hans og jeg hende på hendes arbejde som må have været en byggelegeplads eller sådan noget. Der var i hvert fald en masse børn. Og så havde de dyr: Høns og kaniner og to geder der hed Mads og Mette. Jeg syntes det var underligt at hun hed Mette ligesom geden. Måske var hun i virkeligheden en ged? En fortryllet ged? Jeg tror oven i købet jeg sagde det til hende, og det må have været svært for hende at have sådan en møgunge på slæb når nu hun lige havde mødt manden i sit liv! Jo, jeg forstår hende egentlig godt – alligevel er hun heksen i min fortælling, for det var hende der tog min far fra mig, hende der stillede et ultimatum. Og så så jeg ham ikke mere.

Jeg var tolv år da jeg fik at vide at han ikke var min ”rigtige” far. Men på det tidspunkt var jeg ligeglad: Han var der jo ikke, ingen af dem var der – hvad ragede de mig? Først mange år senere, da jeg startede i terapi, kom jeg i kontakt med den smerte og de savn jeg havde oplevet ved at blive forladt – oven i købet lige midt i prinsessealderen, hvor en pige har allermest brug for sin far.

I årene efter at min stedfar flyttede, havde min mor ind imellem en kæreste, men som udgangspunkt oplevede jeg min familie som værende kun hende og mig. Nogle af kæresterne kunne jeg ikke lide, andre var søde. En enkelt boede hos os et halvt års tid og sang godnat sange for mig på polsk, når jeg skulle sove.

Da jeg var 11 år flyttede vi fra det hus i Hvidovre, som indtil da havde været mit barndomshjem, til min mors nye kæreste i hans hus på landet i Nordsjælland. Ud over den geografiske forskel var det også en stor omvæltning for mig, at der pludselig var tre andre børn. Den ældste, en pige på 17 år, boede der fast og de to drenge på 10 og 14 boede til hverdag hos deres mor men var der hele sommerferien og efterfølgende også nogle af weekenderne. Og de to ”brødre” endte jeg med at blive ret vild med! Så meget desto mere bedrøveligt, da de voksnes forhold ikke holdt og min mor og jeg allerede ni måneder efter vi var flyttet ind flyttede ud igen – denne gang til en lejlighed i Humlebæk. Efterfølgende mistede jeg al kontakt til de mennesker jeg ellers lige havde gjort mig sådan umage med at føle jeg hørte til …

Nogle år senere flyttede vi igen. Denne gang dog blot til den anden side af stationen, men endnu engang ind i en anden mands hus. En mand som også havde to yngre børn. Jeg ved ikke om det var fordi jeg var ældre og midt i teenagekrisen eller om det var fordi jeg denne gang passede bedre på mit hjerte (sikkert en kombination!) men jeg involverede mig ikke helt så meget denne gang. Eller måske blot på en anden måde for jeg tog også nogle af teenagekampene med Flemming, som min mors kæreste hed – og han endte faktisk også med at være den mand jeg har boet længst tid under samme tag med – ud over min mand. Over årene opstod en form for venskab og da min mor flyttede, da jeg var 18 år blev jeg boende i huset et halvt års tid – dog i et lejet værelse. Vi har stadig sporadisk kontakt, men på den der lidt underlige måde, hvor man ikke rigtig ved om man er fugl eller fisk til hinanden …

Da jeg var 16 år var det min morfars tur til at få en ny kæreste. Min mormor var død nogle år før og min morfar havde det rigtig dårligt med at være alene. Vi var derfor som udgangspunkt glade for at han havde fundet en kvinde som gjorde ham glad igen og gav ham den varme og tryghed, som nogle mænd har så umådeligt svært ved at leve uden. Det viste sig dog at blive noget af en mavepuster for os som familie. Ikke nok med at vi (min mor og jeg samt min onkel og hans familie) havde det svært med at omgås den nye kæreste, min morfar favoriserede også hendes børn og børnebørn frem for sine egne – eller det var i hvert fald vores oplevelse. Og selvom de to ”gamle” nåede at have sølvbryllup sammen og forholdene over årene blev mere tålelige (måske fordi vi lærte at resignere?) blev det aldrig rigtig godt imellem de to familier.

Som 23-årig besluttede jeg mig for at opsøge min biologiske far – og han ville heldigvis gerne mødes med mig. Egentlig ville jeg bare gerne møde ham og se, hvem han var, før det måske var for sent. Men allerede efter den første gang vi så hinanden fik jeg en følelse af at der var ”noget der faldt på plads” indeni blot ved at mødes med ham og genkende noget i mig selv – en vending du uden tvivl har hørt før, hvis du har set Sporløs eller hørt lignende historier. ”Den manglende puslespilsbrik”. Det blev også starten på min helt egen undersøgelse af forholdene imellem arv og miljø, og det viste sig til min store overraskelse at ting som f.eks. gestik og humor, har meget mere at gøre med gener end jeg førhen ville have troet på. Desuden har jeg (både med min far og andre i hans familie, som jeg senere lærte at kende, bl.a. mine to halvsøskende, nogle onkler, fætre og kusiner) haft en behagelig oplevelse af et naturligt tilhørsforhold. Det betyder dog ikke at den slags familieskab er let at håndtere – måske nærmere tværtimod! Mit forhold til min far har gennem årene været yderst vanskeligt og i dag har vi ikke længere kontakt.

På mærkværdig vis lykkedes det for mig selv at styre helt uden om både svigermødre og børn på gule plader indtil jeg blev 32 år og mødte min mand, Jacob. Men så gik jeg også all in: Instant family – just add water!

Noget af det første jeg husker om ham fra før vi blev kærester var iagttagelsen af at han var en god og omsorgsfuld far for sin et-årige datter, som han af og til havde med på vores fælles arbejdsplads. Sådan én jeg godt kunne tænke mig selv at få børn med. Til at starte med var jeg dog overbevist om at der måtte være en kvinde i hans liv med så lille et barn, men det viste sig at hans eks først havde opdaget graviditeten efter at de var gået fra hinanden. Til julefrokosten blev vi kærester!

Jeg vidste fra starten at jeg ikke ville kunne finde ud af andet end at involvere mig 100% i barnet og at hvis det skulle ske at Jacob og jeg gik fra hinanden, kunne jeg ikke være sådan en voksen, der bare skred ud af hendes liv, så jeg tog et par dybe vejrtrækninger og valgte hele pakken. Det betyder dog ikke at mit liv som bonusmor har været (eller er) en dans på roser … Men jeg tror det har hjulpet mig igennem de svære perioder, at holde fast i mit commitment. Og ja, hun blev virkelig en bonus, ikke kun fordi der ikke kom (flere) børn – men også fordi hun og jeg faktisk har givet hinanden noget værdifuldt i løbet af de tyve år der efterhånden er gået.

I 2013 udgav jeg bogen ”En helt almindelig – patchwork – familie”, hvor jeg med udgangspunkt i alle mine egne familieoplevelser undersøger begrebet familie, og også ser på hvordan mønstre i familien spejler sig fra én generation til den næste. I forbindelse med min research til bogen tog jeg også detektivhatten på og fik endelig opklaret mysteriet om min mors tilblivelse. For det viste sig da min mormor døde, at min morfar slet ikke var min ”rigtige” morfar. Uden at ane det havde min mor gentaget et mønster da hun som ung blev gravid uden for ægteskab og siden giftede sig med en anden. Gennem støvet arkivarbejde og nogle modige mails, lykkedes det mig at finde frem til min mors biologiske familie og selvom min bio-morfar allerede var død et par år forinden, var det så fint også at få denne historie sat på plads indeni.

Jeg kan godt forstå hvis du synes det hele er lidt forvirrende. Sådan har jeg ofte selv haft det. Da jeg i begyndelsen af 1990’erne tog en terapeutuddannelse på Psykoterapeutisk Institut, skulle vi f.eks. lave et familietræ sammen med en medkursist, der skulle spørge ind til de forskellige personers liv for at afdække mønstre i familien. Det var meget forvirrende for mig, der slet ikke vidste hvem jeg skulle medtage på mit familietræ der som udgangspunkt kun havde plads til én mor og én far, fire bedsteforældre etc. Min medkursist syntes vist jeg var lidt fjollet, men prøvede at være overbærende selv om hun ikke helt kunne skjule sin irritation da hun sagde: “Du må da vide, hvem din familie er!” Til sidst blev vi enige om at medtage alle dem, jeg syntes hørte til familien, selvom det blev noget rod og jeg mange gange var i tvivl. Og selvom jeg siden har gjort mig mange tanker om det, kan jeg stadig ikke lave en 100% vandtæt afgrænsning. Ud over dem jeg allerede har nævnt her har jeg bl.a. også haft en meget kærlig dagplejemor, der var som en ekstra bedstemor for mig og som jeg holdt kontakt med indtil hendes død i 2007, naboerne fra mit barndomshjem i Hvidovre er som en moster, fætter og kusiner i mit liv, og en ekskæreste adopterede jeg (om end uofficielt) som en slags bror da vi gik fra hinanden, da han (på det tidspunkt) ikke havde anden familie i Danmark. Så i stedet for at snævre min familie ind til det mindst mulige har jeg valgt at leve med et familiebegreb der er lidt flosset i kanten og som også kan rumme alle de ”skæve” relationer.

Alt dét har jeg med mig når jeg fremover skriver her på Stedmordanmark!

Det er klart at jeg i dette forum vil fokusere mest på rollen som ”stedmor”. Men det kan nok ikke helt undgås at jeg af og til vil tage afstikkere til andre (relevante) familietemaer, eller undervejs forsøge at se en sag fra flere sider.

Og da jeg allerede har skrevet en masse om min familie i eget navn, ville det ikke give meget mening at forsøge at skjule det her. Derfor skriver jeg under aliaset ”Fru Burén” der dels faktisk er mit efternavn og samtidigt understreger min rolle som gift kvinde og bonusmor. Til daglig går jeg ellers oftest bare under navnet Sannie.

Mit arbejdsliv har været næsten lige så broget som min familie, bl.a. har jeg arbejdet som skuespiller, psykoterapeut, tjener, kogekone og meget mere. Desuden er jeg foredragsholder, forfatter, freelancejournalist og indehaver af B&B Æblegaarden på Langeland. I min fritid danser jeg tango og så er jeg optaget af at fotografere og lave digitale collager. Hvis du gerne vil vide mere om hvem jeg er kan du besøge min hjemmeside www.sannieburen.dk Her kan du også finde en gratis pdf udgave af min bog ”En helt almindelig – patchwork – familie”, hvis du skulle have fået lyst til at læse den. Bogen kan (som rigtig bog) også lånes på biblioteket eller købes direkte igennem mig.

PS Skriv endelig hvis du har spørgsmål eller kommentarer! Jeg svarer gerne – og dialog kan måske inspirere til nye blogindlæg.

Leave a Reply

Your email address will not be published.