Er blod tykkere end vand?

I mit sidste blogindlæg tog jeg udgangspunkt i, at mange af de medvirkende i radioudsendelsen ’Mads og monopolet’ ofte italesætter ”en stedmors rolle” som ”nederst i hierarkiet” (i forhold til, hvem der skal tages hensyn til i en sammenbragt familie), når der i programmet diskuteres problematikker fra ’den sammenbragte familie’. Efter mit sidste skriv har jeg ikke kunne lade være med være opmærksom på, hvor ofte de medvirkende i Mads og monopolet beskriver familie som noget af det allervigtigste i et menneskets liv. Og for at være helt ærlig, så er det faktisk kommet lidt bag på mig, hvor ofte ’monopolisterne’ har fremhævet familien som det ”sted”, hvor mennesket hører til. Ikke fordi jeg er fuldstændig uenig i dette udsagn, da jeg tror at mange mennesker føler, at de hører til/eller at de ”bør” høre til sammen med deres børn, forældre, bedsteforældre mv..  Men det har alligevel overrasket mig, hvor stor en betydning vi mennesker tillægger det at have en familie. Jeg har valgt at skrive ’vi mennesker’ i forrige sætning, da jeg vil vove at påstå, at det ikke kun de medvirkende i Mads og monopolet, der tillægger familien en stor ”menneskelig værdi”. Eksempelvis kender vi nok alle én eller flere personer, der har haft et anstrengt forhold til sin mor eller far. Og vi har nok derfor også alle set, hvordan et dysfunktionelt forældre-barn-forhold kan sætte dybe ar i mennesker. Ligeledes kender de fleste af os nok også til sætningerne: ”det er klart med dem familie hun kommer fra” eller ”hans forældre må være ’stolte’, ’flove’”. Sætninger der indikerer, at en familie indebærer et ”eksklusivt sammenhold”, og at ens familie har et ansvar for, hvordan man opfører sig.

Men hvad er en familie egentlig? Dette spørgsmål stillede jeg mig selv tusindvis af gange, da jeg var ’fars kæreste’. For som barn hørte jeg altid mine forældre sige, at ’at blod var tykkere end vand’. Og i mange år levede jeg med en overbevisning om, at en ”rigtig familie” opstod grundet ”blodets bånd”. Men da jeg så fik en kæreste med et barn, blev hele min forståelse af familie vendt på hovedet. Altså, jeg havde selvfølgelig tænkt over, hvad familie betød for mig. Og jeg havde da også haft venner, der har levet i velfungerende ’sammenbragte familier’. Men jeg havde aldrig helt overvejet, hvordan jeg selv ville reagere, hvis jeg ”endte op med” en mand der havde et barn. Jeg havde i hvert fald slet ikke tænkt over, hvordan ”vi” – ham, hans barn og jeg selv, skulle være en familie!

Familie var (og er stadig) for mig, mennesker jeg føler en speciel samhørighed med. Og jeg bliver den dag i dag stadig voldsomt irriteret, når folk fortæller mig, at en stedmor aldrig kan få samme plads i et barns hjerte, som barnets mor har. Jeg bliver irriteret, da folk for det til at lyde som om, at det er en konkurrence mellem mor og stedmor. Hvorfor skal folk pointere, at mor er den vigtigste? Jeg var da på ingen måde ude på, at ”stjæle” pladsen som mor, da jeg var ’fars kæreste’. Jeg havde det virkelig fint med at være kæreste til hr far. Og jeg havde det fint med at være en ”speciel voksenven” for min kærestes barn. Ikke en mor, men en god voksenven, der selvfølgelig satte grænser for barnet, når det var i mit hjem.

Som jeg skrev i starten af dette indlæg, så bliver familien ofte italesat som det ”sted”, hvor vi hører til. Og ifølge mig bør der være plads til både fædre, mødre, stedmødre, stedfædre og børn i den ’sammenbragte familie’.  Det vil altså sige, at en stedmor eller stedfar ikke udsletter en mor eller far, — en pointe ingen egentlig burde være i tvivl om.

Leave a Reply

Your email address will not be published.