Et spørgsmål om kønsroller?

Jeg har på det sidste tænkt en del over hvorfor rollen som stedmor / bonusmor / ekstramor / fars kæreste mon i grunden er så svær? For det er den! Som udgangspunkt også sværere end at være mors kæreste. Tror jeg.

Det giver sig selv at ethvert forhold er unikt og har sine egne større eller mindre udfordringer, og jeg er godt klar over, at det er at bevæge sig ud på tynd is, at generalisere om noget der ikke kan måles og vejes, for der vil altid være historier om det modsatte. Men nu vover jeg alligevel pelsen, for jeg tror der er nogle spørgsmål omkring kønsroller der godt kunne trænge til at blive luftet lidt på sådan en 8. marts…

Det handler ikke så meget om fordeling af opgaver i hjemmet – selvom det stadig er sådan at kvinder generelt laver mere husarbejde end mænd. Men tendensen er nok, at de fleste par i dag er i stand til at forhandle om det praktiske og finde løsninger der passer til netop deres familie, hvad enten der er tale om en kernefamilie eller en kludetæppefamilie.

Det jeg tænker på er meget mere subtilt og handler om de forventninger både vi selv og omverdenen har til os som kvinder i familier med børn – også selvom børnene er født af en anden. Forventninger om at være naturlige omsorgsgivere, at tilsidesætte vores egne behov til fordel for børnene, at have ansvar for børnenes opførsel (samt trivsel og påklædning) når vi er ude sammen som familie, og mange andre uudtalte, kulturelt bestemte forventninger. For slet ikke at nævne billedet af ”mor” der bager boller iført forklæde og en aura af varm generøsitet.

Samtidigt har vi som stedmødre oftest ikke en skid at skulle have sagt! Og vi får som regel heller ingen tak …

Selv når vi udfylder ”morrollen” til ug med kryds og slange er der ingen der stopper op og siger ”tak fordi du gør alt det her”, for det er oftest noget der tages for givet. Og selv når vi indvendigt sparker og skriger og prøver at frigøre os fra forventningerne, sidder de forbandet godt fast, for billederne er derinde i vores eget og andres hoveder.

Det handler om arketyper: De kollektive historier, vi bruger til at orientere os i en stor og kaotisk verden. Problemet er bare, at samfundet har udviklet sig hurtigere end historierne (og sproget) og derfor mangler vi både ord og pejlemærker til at orientere os og finde nye måder at være kvinder i børnefamilier på. Det er som om vi stadig kun har valget imellem ”den altopofrende moder” og ”den onde stedmor” – og ingen af dem passer særlig godt til den virkelighed vi står midt i.

Samtidigt er der væsentlige dyder, som f.eks. at sætte grænser og stille krav, der stadig opfattes som maskuline og derfor bliver det grundlæggende sværere for os som kvinder end det er for mænd i en lignende situation.

Men det er svært at se hvordan vi kan gå på barrikaderne og forlange forandring på Kvindernes Internationale Kampdag. For forandringen bliver nødt til at komme fra os selv. Vi må selv finde nye måder at være på, selv opfinde sprog og stå ved det vi føler er rigtigt. Men måske skal vi huske på at dele historierne med hinanden, for kun på den måde ved vi, at vi ikke står alene med udfordringerne. Og kun på den måde kan vi skabe sprog og rollemodeller der med tiden vil komme vores døtre og bonusdøtre til gavn.

Fru Burén

Leave a Reply

Your email address will not be published.