Familiekabalen

Familiekabalen, kalder jeg det. Planlægningen. Alt det der skal gå op og som ofte ikke gør det. Lige for tiden føler jeg mig som taberen i det spil herhjemme.

Det skal retfærdigvis siges, at min følelse ikke udelukkende er bundet til “det sammenbragte” men også delvis hænger sammen med mit og min kærestes arbejdsliv, som hver på sin måde er krævende pga de meget skiftende arbejdstider vi har, arbejdstid, der tit ligger, når andre har fri. Lige for tiden er det desuden en usædvanlig belastet periode, jeg har ganske langt til arbejde og pendlingen med det offentlige er ingen fest i disse tider, hvor hvert fjerde tog (mindst) er forsinket og alt tager mere tid end beregnet. Dertil kommer at vi har haft familie på besøg, har håndværkere, som vi aldrig ved hvornår dukker op, og alt socialliv foregår for tiden på trods, kilet ind imellem andre aftaler og kærlighedslivet er mere eller mindre sat på stand by.

Men oveni i det kommer så netop “det sammenbragte”.

Der er meget når det gælder vores familiekonstellation, der er blevet bedre med tiden. Men der er også problematikker der bliver ved og ved med at dukke op.

Feks føler jeg, i vores husholdning på 4, at de 75 % (min kæreste og hans børn) af os står for mere end 75 % af rod og griseri men lader mig stå for 75% af oprydningen og rengøringen!

De tænker ikke engang over det, men oftest tager de afsted fra et mere rodet og beskidt hjem end de kommer hjem til, mens jeg oftest kommer hjem til et mere rodet og beskidt hjem, end jeg forlod. Og jeg er træt af det.

Den her uge startede med at min kæreste skulle være sammen med sin eks-kernefamilie og spise middag. “For den gode kommunikations skyld” “for børnenes skyld”. Det var lagt på et tidspunkt, hvor jeg var på arbejde, og det var desuden ikke en del af konceptet, at jeg skulle være med. Lige meget, hvordan vi vender og drejer det med “for børnenes skyld” så er det ikke nogen rar fornemmelse for fars nye kæreste. (Gennem mange år vel at mærke).

Dette kan naturligvis ikke generaliseres for den slags kan sikkert fungere fint i nogle familier, hvor forholdet og relationerne er mere afslappede end i min…

De havde dog haft en god aften.

Jeg – not so much.

Nu hvor den største af drengene er blevet så stor, at han er selvkørende og har gang i alverdens ting, og den lille også er blevet så stor, at han går til en hel masse men samtidig er for lille til selv at tage rundt til alle de ting, er hverdagen blevet ret uoverskuelig. I hvert fald i forhold til at have overblik over, hvem der er hjemme, hvornår og hvor mange, der spiser med. Og der er megen logistik. Jeg er forvirret i forhold til, hvad der forventes af mig, og hvad jeg gerne vil. Skal jeg prøve at holde sammen på en slags familieliv og insistere på at være en del af det? Eller skal jeg lade min kæreste køre sit løb med sine børn og bare melde mig helt ud?

Der er meget jeg lader forældrene selv om at køre. Skole. Fritidsinteresser. Det er for meget op ad bakke som fars kæreste at gå ind i de ting, vi bliver for mange kokke i køkkenet, og hvor min kæreste sikkert på sin vis gerne ville aflastes, ved han godt, at han for det første ikke kan forvente sig det af mig og for det andet, at det er virkelig svært farvand at navigere i for mig. Jeg følger med så godt jeg kan.

Derimod tager jeg mig af meget i hjemmet, har holdt talrige fødselsdage og passet den mindste rigtig meget.

Dog bliver følelsen let at man går og “varter op”. Og det er åbenbart ufattelig let at vænne sig til at blive vartet op.

Følelsen af at gå og rydde op, tørre op, vaske tøj, vaske op, gøre rent efter andre kan let blive trist, hvis ikke rent ud sagt fornedrende, fordi det bliver mødt med sådan en selvfølgelighed. Min kærestes børn er nemlig slet ikke opdraget til selv at gøre noget, til at hjælpe og tage ansvar. De er søde og dejlige på mange måder, men lige dér lader opdragelsen en del tilbage at ønske.

Og den slags er jo først og fremmest forældrenes opgave og en del af det sure ved at være fars kæreste er, at man meget let castes i rollen som hende den skrappe, fordi man, selvom man indgår mange kompromisser, ikke bare kan lade stå til og være helt passiv, og så bliver man den, der opdrager, mens mor og far fedtspiller og konkurrerer om at være den, der er mest inde i varmen hos børnene.

På den måde er det en sur tjans.

Siden “familiemiddagen” har jeg ikke set meget til min kæreste. Vores hjem har været en banegård af kommen og gåen. Selv har jeg heller ikke været meget hjemme.

Igår fik jeg en nedsmeltning. Børnene var afleveret, og jeg kom hjem til en fuldstændig udmattet kæreste. Som så ofte før føles det som om, der ikke bliver noget tilbage til mig. Jeg ser ham tit fise omkring med og for sine unger for så at fuldstændig falde sammen, når han og jeg er alene.

Og så blev jeg irritabel. Og ked af det. Og han føler sig angrebet. Og når jeg fortæller ham, at jeg føler at der er for mange “udgifter” for mig og der ligesom ikke bliver sat noget ind på min konto føler han sig ramt og bebrejdet. Og begynder at snakke om at “sådan er det at have børn” og “sådan er det også for biologiske forældre” i stedet for at anerkende, at situationen er anderledes for mig:

For det første har han valgt at få de her børn. For det andet har han valgt ikke at få nogen med mig. Blandt andet fordi han netop valgte at få tre børn spredt ud over meget lang tid med sin eks. Han vælger deres fritidsinteresser,skole,basale opdragelse – det er primært livet med ham og hans eks, der former og har formet de her unger. I deres liv er jeg måske nok med på et hjørne, men det er det. Alligevel synes han, at min situation er sammenlignelig med en biologisk forælder. Alligevel synes han, at det er på sin plads at belære mig om, at jeg ser forkert på tingene, når jeg synes, jeg ikke får nok igen og insinuere, at det er fordi, at der er noget galt med min indstilling…

Hvorom alting er førte gårsdagens tudetur ikke rigtig noget positivt med sig. Det løste ikke op for noget, eller opklarede noget, lettede noget eller flyttede nogen følelser eller førte til nogen indsigt hos min kæreste.

Det der derimod gik op for mig var, at jeg bruger en måske alt for stor del af min tilværelse og mine tanker på at være “ude af mig selv”.

Jeg tænker over, hvordan det er at være ham, tænker over, hvordan det er ikke at have sine børn til hverdag, hvordan det er, når drømmen om den familie, man skulle bygge op og leve i brister, prøver at undskylde og forstå de beslutninger jeg ikke er enig i, prøver at regne ud, hvordan hans ekskone tænker, hvordan hans børn tænker, hvordan verden ser ud fra deres perspektiv for at kunne navigere i det, der er blevet mit liv og forstå det.

Men jeg har faktisk ikke rigtig følelsen af, at det går den anden vej rundt.

Jeg er ligeglad med, om det er “ligesådan for biologiske forældre” at få hverdagen til at gå op, for jeg ER ikke biologisk forælder. Det er muligvis en del af jobbeskrivelsen som forælder, at man giver og giver uden at kunne regne med at få noget tilbage, men der fulgte ingen jobbeskrivelse med som fars kæreste. I hvert fald synes jeg, det er fair at forvente at få noget tilbage af ham. F.eks at han ser at:

Hans kæreste har været afsted på arbejde hele weekenden, bruger tre timer om dagen på transport og mange dage er afsted fra klokken 8.30 til 23. At han lod hende sidde alene hjemme søndag aften, mens han hang ud med sin tidligere familie, hun har lavet mad til ham og hans unger de dage, hun har været hjemme og har spist kantinemad, madpakker eller rester de andre dage. Det samme ugen før. Og ugen før. Når hun har været hjemme har hun arbejdet eller gjort rent. Hun får ikke sin søvn meget af tiden når ungerne er her pga hans søvnforstyrrelser og manglen på ekstrasenge.

Måske trænger hun – fars kæreste – bare til et f*cking break! Måske trænger hun bare til at blive budt på et måltid mad, hun ikke selv har lavet og blive klappet lidt på hovedet og få at vide at “jo – jeg ser faktisk, hvad du gør. Og jeg sætter pris på det, især fordi jeg godt ved, at det ikke er noget jeg kan kræve eller forvente af dig”.

Egentlig har jeg en meget kærlig og varm mand, som er god til at vise mig sin kærlighed, så det er ikke dét det handler om, det jeg savner er en mere specifik opmærksomhed i en travl tid og en forståelse for min særlige situation som hans kæreste og familiens outsider og det faktum, at jeg skydes endnu længere ud på sidelinien i perioder.

Jeg vil så gerne være med til at påvirke den her familie. Jeg vil gerne tilføre nogle farver der er mine. Og jeg forsøger virkelig. Jeg vil gerne have et hjem, der føles som mit hjem. Hvor jeg føler mig hjemme, fordi jeg har sat mit præg på det. Jeg vil gerne finde en balance. Det lykkes nogen gange, andre gange ikke.

Jeg synes det er hårdt, at leve et liv der er så styret af andres liv. Når jeg nu ikke har egne børn, vil jeg gerne have noget andet istedet for. Jeg har det svært med, når perioderne med børnene tærer så hårdt på min kæreste, at han stort set ingenting gider, når de ikke er her. Nogen gange får jeg følelsen af, at initiativet forlader ham, når ikke hans børn er her. Og jeg forstår virkelig, og ser, at han er meget på, men jeg ville ønske, at han var bedre til at økonomisere med og fordele nærvær, energi og initiativ bedre…

Og med julen lige om hjørnet er det ekstra aktuelt. Spørgsmålet er bare, hvordan vi får dén kabale til at gå op også, og om jeg snart kan lære ikke at give mere end jeg kan tåle ikke at få igen…

Leave a Reply

Your email address will not be published.