Forandring

Det er tirsdag. Det er morgen. Og det er en lille evighed siden jeg sidst har skrevet om sammenbragt familieliv.

Måske er det fordi det hele er blevet så meget lettere. Pludselig var der ikke det samme indre pres på. Og samtidig er livet kommet i vejen. Med travlhed.  Arbejde. Børn man skal tage sig af og svigerforældre og forældre, der er ved at blive gamle og som man skal passe på. Nogen gange kalder livet omkring os på vores umiddelbare nærvær på en måde, der gør det umuligt at være til stede i alle vores andre projekter, hvor vigtige de end måtte være.

Det er allerede snart jul igen. Sidste år begik vi kunststykket at holde jul sammen for første gang. Mine forældre kom på besøg, og vi holdt jul med min kæreste, hans familie og alle hans unger lillejuleaften og så holdt vi en mere stille juleaften, hvor med mine forældre og noget familie til mig dagen efter. Juledag samlede vi begge klaner til julefrokost.  Det var rigtig vellykket, men også meget intenst og mine nerver stod på højkant, fordi jeg så gerne ville have at det store ”juleeksperiment” skulle lykkes og at alle fik en god og hyggelig jul. Samtidig arbejdede jeg meget op til og skulle også arbejde mellem jul og nytår og endte med at måtte melde mig syg, fordi jeg gik helt ned, da mine forældre var taget afsted. Jeg havde krævet for meget af mig selv.

Jeg ville ønske, at jeg så kunne sige at ”nu har jeg lært det”, men jeg kender mig selv og det sammenbragte liv godt nok efterhånden til at kunne sige, at det sikkert er en fejl jeg kommer til at begå med jævne mellemrum. At sætte ambitionsniveauet for højt og glemme, at jeg også selv skal kunne holde til det.

Dog har jeg lært af det i år, hvor børnene skal være her alle juledagene (det er aldrig sket før, normalt vil deres mor have dem nogle dage også – hun må have andre planer) og sagt, at jeg tager hjem til mine forældre og holder jul i år og så kan vi holde stor familiejul til næste år igen. Jeg orker ikke, at vi i flere dage skal være 7 personer i vores lejlighed, min mand skal arbejde i juledagene og jeg ved, at det ikke vil blive hyggeligt for mig, og at jeg vil blive vred og føle, at jeg skal fise rundt og servicere familiemedlemmer og blive bekymret for min mor, der helt sikkert ville knokle mere end hun havde godt af.

Men jeg startede med at sige, at tingene er blevet lettere. Og det er de. Min kærestes eks er endelig, efter mange år, trådt lidt i baggrunden. Også i hans hoved.  Han er mindre tilbøjelig, end han har været, til at give hende skylden for alt og hele tiden bearbejde (og dermed tale om) fortiden. Jeg siger ikke, at han ikke har haft grund til det. Der har været nok at bearbejde og hun har givet os nok at tale om. Det er bare også rart at endelig få lov til at være os. Og det er rart at de efterhånden har fået et tåleligt forhold. Hvor de kan ses og være rimelig afslappede. At kunne mærke, hvad der er hvad. Ind imellem har jeg næsten været usikker på, hvad der var vores konflikter og hvad der var deres. Hun og deres skilsmisse og deres konflikter i forbindelse med skilsmissen har fyldt så meget, at jeg har følt at vores eget kærlighedsliv blev trængt helt i baggrunden.  Og jeg har til tider været meget tæt på at kaste håndklædet i ringen. Men nu, hvor tingene er bedre, er jeg selvfølgelig glad for, at jeg blev. At jeg gik igennem i stedet for udenom.

Og så er der jo ungerne. Hvis der er én ting, jeg har lært af det her, så er det at ting forandrer sig. Hele tiden. Jeg holder fast i at det er blevet bedre. Det er det blandt andet fordi jeg også selv har rykket mig i kraft af, at jeg er blevet mere tryg. Vi har også gennem tiden gået jævnligt hos en parterapeut og fået vendt vores tanker. Vi har gjort det i perioder, også selvom vi har haft det godt, og det har været virkelig godt for os, at der har siddet en person og set på os udefra og fået skilt tingene ad. Alt det, som filtrer sig sammen, når følelserne kommer på tværs og to personers viljer, ønsker og forventninger kolliderer.

Min kæreste er blevet bedre til at se på sig selv og sine børn og deres indbyrdes dynamikker lidt fra oven. Det betyder, at han ikke per definition tager mine indspark som en kritik og går i forsvar på det. Desuden kender han mig og ved, at nogen gange har jeg bare behov for at lukke noget luft ud og alene det, at jeg får lov til at sige nogle ting, uden at han flipper ud over det, har gjort at vi har fået meget mere ro på.

Det er en forandring, jeg tror er kommet for at blive. Vi stoler på hinanden, er trygge med hinanden og vil hinanden sådan helt grundlæggende. Det betyder også at et skænderi ikke længere føles som noget, der hver gang kan være begyndelsen til enden. Nu er et skænderi en naturlig del af det at være sammen. En del af en egentlig sund dynamik, hvor man tørner sammen, men også ved, at man kan finde hinanden igen bagefter og det ikke er langvarigt.

Børnene er blevet større. Den lille har stadig meget brug for voksne, men som 11-årig begynder selvstændigheden alligevel så småt at træde ind. Jeg tror min kæreste sørger lidt over det. Han har haft små børn i 20 år og ved knapt, hvem han selv er som andet end far. Den ældste er voksen og klarer sig selv og den store af de hjemmeboende, ham på 17 er også travlt optaget af sig selv og sit.

Jeg kan mærke, at det at jeg har kendt den yngste siden han ikke var særlig gammel betyder, at forholdet til ham er det mindst komplicerede. Der har udviklet sig en ægte ømhed imellem os og jeg kan mærke ,at han er tryg ved mig og at jeg hører til i hans verden og udgør min egen del af det voksennetværk han har.  Han bliver sikkert irriteret på mig fra tid til anden og jeg på ham, men sådan er det også med forældre og børn. Det er de færreste tætte relationer, der er fuldstændig gnidningsfri, hvilket jeg forsøger at huske mig selv på. Det er let som fars kæreste at føle, at man aldrig kan træde et skridt ved siden af uden at tabe det hele på gulvet, men fordelen ved at få mere tryghed i sine relationer er netop, at der også bliver plads til at tilgive sig selv for sine fejltrin, hvilket jeg ville ønske, at jeg havde været bedre til at gøre også tidligere.

Med den store af drengene er det anderledes. Selvom vi har et fint forhold, tror jeg ikke at jeg er ligeså vigtig i hans liv. Det er desuden meget tydeligt for mig, at man hurtigere glider væk fra hinanden når man ikke ses. Vi har et kammeratligt forhold og det stiller jeg mig tilfreds med.  Han er desuden teenager og i forandring og jeg har svært ved at gennemskue, hvor han er på vej hen, som menneske. Nogen gange bekymrer han mig.

Han har for nylig meddelt os, at han ikke gider flytte frem og tilbage og vil bo mest hos sin mor.  Endnu en forandring. Endnu en tilpasning. Nu ved vi pludselig aldrig hvornår han er her og hvornår han ikke er her. Noget vi begge har det svært med, hver på vores måde. Han fylder meget når han er her. Jeg laver ind imellem sjov med at det at have en teenager boende er lidt som at have fået et stort dyr indenfor døren. De sover, æder en masse, sviner lidt (eller nogen gange meget).

Dertil kommer det sædvanlige,  at de er totalt optagede af sig selv, kommer og går som det passer dem,  forventer at blive vartet op (– i hvert fald, når de er af den priviligerede slags, som ham her) og pludselig er de væk og så står man der uden mælk i køleskabet, med ekstra opvask, et badeværelse, der sejler og en stank af alt for meget parfume i luften og aner ikke, hvornår han dukker op igen.

Til gengæld har vi ikke, som så mange andre, en masse konflikter med ham. Det virker ikke som om han har behov for det store oprør.

Men som sagt. Det forandrer sig også på et tidspunkt og snart er han helt voksen. Og når han ikke længere er teenager, har vi en ny af slagsen i huset.

Jeg prøver at forholde mig lidt roligt til tingene og fortælle mig selv at ingenting er varigt og forsøge at slappe af med dét og glæde mig over de perioder hvor det går bedre og er lettere. Glæde mig over dét, der faktisk virker permanent forbedret og så forsøge at tage resten som det kommer.

Èn ting af gangen.

For mig har det været den måske indtil videre vigtigste lektie: Man kan vænne sig til meget og pludselig opdage, at man er blevet mere fleksibel end man nogensinde havde troet, at man kunne blive.

Alt forandres – også en selv.

 

 

Leave a Reply

Your email address will not be published.