Forståelse versus fordømmelse

Skæbnen ville, at jeg forleden dag faldt i snak med en skøn kvinde.
Vi snakkede om løst og fast og stemningen var god og tryg. Vi kom omkring hverdagsproblematikker, mand og kvinde-forskelle, parforhold, venne-relationer og mange andre ting.

På et tidspunkt siger hun direkte til mig, at jeg må være helt særlig rummelig og gjort af et specielt stof, siden jeg kan leve med præmissen “at min mand har et barn fra et tidligere forhold”. Jeg blev øjeblikkeligt afventende og observerende, i forsøget på at afkode, om hun mente det hun sagde eller i virkeligheden mente noget andet.

Hun fortsatte sin enetale med sætninger som, “jeg tror sgu ikke jeg kunne være i det” og “jeg kan levende forestille mig hvor svært det må være” efterfulgt af “uden at have prøvet det eller været i nærheden af noget der ligner, så tror jeg godt at jeg forstår, hvor grænseoverskridende og hvor stressende det kan være. Jeg mener, vi har jo alle prøvet at have legekammerater på besøg med andre kerneværdier end dem vi selv har, og tænkt at det heldigvis er slut når barnet bliver hentet. Eller ens egne børn, der kun bliver tilgivet og elsket endnu højere fordi naturen har udstyret med en everlasting elastik af ubetinget kærlighed, som kun hører ens egen avl til.
Eller de almene kvinde-mand-forskelle, som alle par kæmper med, der ofte fører til skilsmisse/opbrud, som pludselig bliver ekstra svære at have med at gøre, fordi der er en tredje part indover, der synes hun/han skal have stemmeret på ens matrikel.
Ved nærmere eftertanke er jeg faktisk ret sikker på, at jeg aldrig ville kunne være i det – hatten af for dem der kan”

Senere den dag sendte jeg denne særlige kvinde en kæmpestor tak fordi hun mødte mine udfordringer med forståelse i stedet for fordømmelse.
Det gjorde en verden til forskel for mig.

Leave a Reply

Your email address will not be published.