Husk at nærlæse stillingsbetegnelsen

For ca 6 år siden stoppede jeg i mit daværende job. Det fungerede ganske enkelt ikke for mig, mit indre var i konstant alarmberedskab, jeg var en brik i det store spil, dukkeført af andre og uden bestemmeret eller medindflydelse. Jeg var konstant ked af det og nogle dage endnu mere ked end andre. Jeg kom virkelig langt ud før jeg indså, at det var det eneste rigtige for mig, at søge nye veje. Faktisk valgte jeg ikke selv, at opsige stillingen. Jeg blev fyret. Min krop fyrede mig. Den havde alt for længe stået model til et helt urimelig og umenneskeligt pres med daglige mavepiner, hovedpiner, vejrtrækningsproblemer og ikke så sjældent opkastfornemmelser og nu kunne den ikke mere.

Set i bakspejlet glemte jeg at nærlæse stillingsbetegnelsen inden jeg ‘underskrev’ og især de afsnit, som jeg den dag i dag er sikker på stod med usynligt små bogstaver, omhandlende forventninger, ansvar, indflydelse og medbestemmelse.

Jeg måtte en tur omkring lægens bord eller det vil sige, jeg nåede aldrig så langt, for jeg blev stoppet ved sekretærens bord, hvor bordets ejermand/-kvinde, i en meget bestemt tone, bad mig om at møde op i åben-konsultationstiden eller bestille en tid over nettet. Jeg husker tydeligt at jeg bønfaldt hende om at blive lyttet til, men hun var temmelig ligeglad og ret upåvirket.

Da endnu et desperat forsøg på at finde lidt imødekommenhed hos skranke-tanten viste sig at være mission impossible, blev jeg så ulykkelig, at jeg med tårerne trillende ned ad kinderne hiksede, at man da måtte håbe at man aldrig blev rigtig syg og fik brug for lægen, når sådan en inkompetent paragrafrytter havde den fornemme tjans at gøre sig selv til screeningsdommer og vurdere og selektere andre menneskers behov-for-lægehjælp. I øvrigt en arbejdsopgave der lå temmelig langt udenfor hendes kompetence område, mente jeg! Jeg var gal. Frustreret. Og dybt dybt ulykkelig.

Om skranke-tanten havde ret eller ej spiller ingen rolle i denne fortælling og jeg kan bonusoplyse, at jeg sidenhen var forbi og undskylde for min del af miseren, berettiget eller ej.

Sagen var den, at jeg ikke længere kunne varetage stillingen som stedmor/bonusmor. Arbejdspresset, forventningspresset, manglende indflydelse på eget liv og påduttelse af andres ansvar var mere end jeg kunne stå imod.
Jeg troede jeg kunne, men jeg kollapsede.

Jeg er sidenhen blevet meget mere glad i min nye stilling som Fars kæreste og jeg har lovet mig selv, at jeg aldrig nogensinde mere skriver under på noget, uden at have læst det med småt.
Ligesom det er blevet en hel naturlig konsekvens at jeg altid lige konsulterer min mave og lytter efter hvad den svarer.

Leave a Reply

Your email address will not be published.