Hvad der er mit er dit ?

Én ting, der har slået mig ved at være blevet en del af den sammenbragte, er hvor mange gråzoner der er i forhold til dit og mit og i det hele taget til grænsesætning.

Når man er en kernefamilie opstår der nok en eller anden form for konsensus, som man slet ikke behøver formulere, omkring hvad man deles om, og hvad man ikke deles om. Hvor grænserne går for ”dit” og ”mit”.

Når så et menneske udefra skal til at være en del af familien bliver det let bare antaget, at man som udefrakommende overtager konsensus og forstår ”reglerne”, uden at man nogensinde sætter sig og tager en snak om det – eller overvejer at omskrive regler og omgangsform.

At man har forskelligt syn på tingene viser sig som regel først, når viljerne støder sammen og man bliver uenige – og så kan bølgerne godt komme til at gå højt. Der er – viser det sig – et hav af små ting, som vi hver især som menneske har helt forskellige grænser og regler for. Skal man bruge hinandens håndklæder? Bruger man viskestykker til andet end at tørre opvask? Hvor kan man bruge karkluden? Er mobiltelefoner/Ipads til alles og fælles brug eller er det personlige ejendele? Må man bare gå i alle skuffer? Er soveværelset forbeholdt de voksne? Skal der være enighed om, hvornår det er OK for børn at være alene hjemme? Må en 14 årig holde fest i det fælles hjem og være alene hjemme? Hjælpes man ad med opvask? Skal der være regler for medieforbrug? (Fortsæt selv listen).

Nogle mennesker kan have en temmelig lemfældig omgang med personlige grænser. Både egne og andres. Har man levet et liv, hvor ens personlige grænser konstant er blevet overtrådt, og man som følge deraf har givet afkald på meget af sin integritet, kan man let miste fornemmelsen for, hvad der er rimeligt, både når det gælder én selv og andre. Man kan opleve det som andre synes er en fredelig ”streg i sandet” som et pigtrådshegn, man kan trampe ind over andres enemærker uden fornemmelse for rimelighed, og man kan omvendt reagere voldsomt på ret små ting, som ikke af de fleste andre ville anses for grænseoverskridende.

 Hvis børn vokser op i et miljø, hvor der aldrig sættes grænser for dem, kan også de som voksne, tror jeg, få svært ved at respektere andre menneskers markeringer af ”hertil og ikke længere”, hvad der ellers er en vigtig evne at have som socialt væsen.

 I min egen sammenbragte oplever jeg tit versioner af disse problematikker. Jeg har boet alene i mange år og har desuden en anderledes baggrund end min kæreste og for mig er det ikke bare indlysende at ”vi er en familie og derfor deler alt”.

Det er det for ham. Han har desuden en meget liberal opfattelse af, hvad man deler, når man er en familie.

I starten, da vi lærte hinanden at kende, syntes han at det var mærkeligt, at jeg gik op i om nogen andre f.eks var kommet til at bruge min tandbørste eller mit håndklæde – for ham at se, var det naturligt at dele både seng, håndklæder og tandbørste med sine børn og syntes tydeligvis, at det var underligt, når jeg havde brug for at markere at der var genstande, steder og situationer (f.eks badning og omklædning) der var ”off limits”. Jeg, derimod, havde en følelse af, at han og hans børn næsten kravlede ind og bemægtigede sig min krop. At det mest private jeg havde, kunne jeg ikke have for mig selv. At have hans børn i sengen føltes invaderende og som en overskridelse af min intimsfære. Jeg havde i forelskelsens navn naturligvis ikke svært ved at invitere ham ”tæt på” men intimiteten er anderledes naturlig og nært forbundet med forelskelsen og knytter sig ikke nødvendigvis automatisk til andre mennesker, blot fordi de er i familie med den, man er forelsket i. Dette har ikke noget med modvilje at gøre men med natur. Og selvfølgelig også personlighed. Min kæreste kunne sikkert godt have fundet en kvinde, der havde de samme grænser som ham selv, og så ville han måske ikke have haft de samme problemer.

Når det gælder de grænser der har med personlig og kropslig intimitet at gøre, synes jeg, at jeg er blødt noget op med tiden. Det har ændret sig i takt med, at jeg har lært børnene bedre at kende. Jeg tror der er en naturlighed i det, på samme måde, som du godt kan dele en portion mad med din veninde, mens du ville synes, det var meget underligt, hvis en fremmed skulle nippe af samme tallerken som dig. Det er nok som med de cirkler man tegner rundt om sig – jo bedre man kender nogen, jo tættere kan de komme på og den bevægelse sker gradvist.

For en forælder at forvente sig, at hans/hendes nye kæreste naturligt skal have ens børn inde i den inderste intimcirkel er en fejllæsning af realiteterne. Hvis nogen har den nærhed til børnene instinktivt, så fint, men man bør respektere, at det ikke er noget, man kan forvente.

 Der er dog en anden form for grænser som er meget sværere at blive enige om, som er mere udviskede og som ikke nødvendigvis ændrer sig med tiden, det er de psykologiske og opdragelsesmæssige grænser, hvis man kan kalde dem det. Dér hvor det ikke handler om krop men om personlig integritet , principper og privatliv.

Nu lever jeg i en familie, hvor ’mit’ åbenbart er alles indtil andet tydeligt er defineret, og man kan håbe (ikke nødvendigvis regne med) at det bliver respekteret. Jeg kan sagtens tro, at den æske chokolade, som jeg har fået i fødselsdagsgave står uåbnet og så gå hen for at tage den frem og finde at ¾ af den er spist.

Min kæreste og jeg har haft talrige diskussioner om ”mit,dit,jeres og vores” og det har vist sig at være utrolig svært definerbart og umuligt at sige, hvem der har ret. Vi har haft diskussioner om, hvorvidt det er OK at børnene låner mobiltelefoner og min kæreste og hans børn synes at det er småligt af mig, at jeg ikke bare lader dem bruge min Ipad. Vi har diskuteret netflix-abonnement, dataforbrug, routere, koder abonnementer og computere.

Hvis jeg påpeger de muligheder for misbrug, der er, er min kærestes svar som regel, at han ikke ”tror at hans børn kunne finde på sådan noget” (f.eks at misbruge et abonnement, kendskab til en kode eller hvad det nu måtte være). Han er samtidig en mand, der er ufattelig lidt restriktiv og ikke monitorerer noget som helst ift børnenes digitale liv eller underholdningsforburg, hvilke internetsider de besøger, hvordan de begår sig på de sociale medier og han lader dem se indhold, der er langt overgår anbefalingerne for deres alder (som så mange andre – tilsyneladende nærmest samtlige – forældre i deres skoler eller i hvert fald deres omgangskreds også gør). Altsammen også noget man kan diskutere, hvor meget man skal blande sig i, som forældre og noget, der findes ufattelig mange meninger om. Men min pointe er, at vi ved utrolig lidt om hans børns digitale vaner og online-liv – og hvad gør man, når man er uenig i måden den slags forvaltes på i ens hjem og samtidig forventes ukritisk at være med til at sponsorere deres forbrug?

Jeg har et stort behov for at føle, at mit privatliv respekteres. At jeg har ret til at have mine egne tanker. Jeg har ikke lyst til at dele enheder med min kærestes børn, da der let kan ske smuttere i forhold til, at man glemmer at logge ud af en eller anden app og pludselig står Facebook pivåbent og alle mine private korrespondancer kan læses. Noget andet er, at giver man børnene den adgang er der også en sårbarhed overfor deres mor, og hvad hun har adgang til, og jeg har ikke noget fortroligt forhold til hende. For mig at se, er det et aspekt min kæreste glemmer.

Man kan ikke forvente sig af børn, at de uden videre skal kunne skelne, hvad der er privat fra, hvad der ikke er. Det er vi nødt til at lære dem. Også at der er forskel på, fra person til person, hvad man synes er privat. Når jeg får indtryk af, at min kæreste synes, at jeg skal tilpasse mine grænser hans og børnenes, føler jeg, at der er en del af min person han ikke respekterer og at jeg bliver gjort ”forkert”.

 Min definition på en familie har ikke at gøre med, hvad man deler, og jeg synes heller ikke, at man er et bedre familiemedlem, hvis ikke man siger nej til noget. For mig at se, handler det snarere om, at man har nogle fælles regler for, hvad der er ok og hvad der ikke er. At man har en fortrolighed og nærhed til hinanden men at netop denne fortrolighed og nærhed indebærer en grundliggende respekt for hinandens grænser – også voksne og børn imellem.

Jeg synes, at jeg bekræfter mit familiære forhold til min kærestes børn, når jeg laver mad til dem, vasker deres tøj, passer dem, snakker med dem, spiser sammen med dem og går op og ned af dem i hverdagen. Men til trods for det, føler jeg mig stadig tit som en outsider, mens noget, der ikke sjældent trækkes frem som et eksempel på at ”de ser os som en familie” er at de tager for givet, at man er ukritisk i forhold til hvad man deler med dem og at de føler de bare kan tage for sig uden at spørge.

At ikke respektere andres grænser, er åbenbart i denne familie ensbetydende med at man ”føler sig relaterede” og at ikke have mange grænser er at være kærlig. At ville holde noget for sig selv, at ville beskytte sit privatliv, at ville vide, at der er noget man selv har adgang til når man skal bruge det eller har lyst til det og gerne ville have kontrol med, hvad af ens eget man deler hvornår, er ugenerøst (i hvert fald i relationen voksen-barn, spørgsmålet er, om det ville gælde den anden vej rundt: barn-voksen)

Det her er en problematik jeg aldrig tror, jeg får skovlen under. Det er måske en af de situationer, hvor ingen har ret og alle tager fejl – eller har ret – afhængig af, hvordan man ser på det.

Men hvorom alting er, er det én af de ting, der giver mig ondt i maven og får mig til at føle at det sammenbragte liv kan være utaknemmeligt. At selvom man nogen gange giver sig på flere punkter, end man har lyst til, selvom man indgår uendelig mange kompromisser, så står man med en følelse af, at man ikke gør det godt nok. Og man ved, at ens partner sikkert har det på samme måde. Han er ikke enig med mig. Hvis han lader barnet få sin vilje eller ikke påtaler noget, jeg synes bør påtales, så ved han, at mine grænser er overtrådt, at jeg har betalt en pris for at han (de) skulle få deres vilje, hvis han er loyal overfor mig, føler han at han går imod sine egne principper og fremstår som en type far, han ikke har lyst til at være.

Al litteratur om emnet foreskriver at parret skal stå sammen og blive enige om spillereglerne – men realistisk set, er der jo ting, man bare ser forskelligt på, og hvor man ikke uden videre bliver enige – og hvor én eller begge føler at de må gå på kompromis med deres værdier.

 Jeg er dog efterhånden blevet voksen nok til at erkende, at når det gælder grænser har man lov til at have dem og sætte dem. Man skal selvfølgelig tænke over, hvad der betyder noget for én og hvad der ikke gør, og også hvad der er rimeligt, men man skal passe på med at vænne sig selv til at tro, at man altid kan flytte sine grænser for andre.

At det at man siger ”nej” er ubekvemt for andre og de bliver irriterede over ikke at kunne få deres vilje, er ikke ensbetydende med, at de har mere ret til at få et ja, end man selv har ret til at sige nej.

Det er værd at tænke over tingene. Det er ok at skifte mening. Det er også OK at komme frem til at ”det her kan jeg godt flytte mig på”, nogen gange kan man mærke, at ens principper ikke er så vigtige når det kommer til stykket, eller at man er kommet til at sige nej til noget pga vanetænkning – men hvis noget giver en skidt følelse i maven, en fornemmelse af utryghed eller at det er ”forkert” er det også OK at holde fast.

Hvis et ”nej” gør dig tryg eller fri, er din tryghed eller frihed mere værd end de andres vrede.

Leave a Reply

Your email address will not be published.