Hvad du ønsker…

Når min kærestes børn træder ind ad døren sker der noget med ham. Han kommer ligesom i et andet gear. Der er to drengeværelser i vores hjem. I det ene bor en teenager og i det andet bor en 8-årig. Dørene til værelserne klapper op og i. “Faaar! Kom lige” bliver der råbt flere gange daglig og min kæreste, der er en venlig og tjenstvillig mand løber fra det ene værelse til det andet. Efter børnenes sengetid lader han sig lokke ind på værelserne til lange ligegyldige diskussioner om ingenting, designede til at trække tiden ud fordi han som udgangspunkt er godtroende, mens hans kæreste sidder i sofaen og zapper væk fra den fodboldkamp han så gerne vil se, hver gang han er ude af stuen. Så kommer han tilbage og zapper fodbolden frem igen indtil nogen 5 minutter senere råber: “Faar! Kom lige – jeg skal have et glas vand”.
Min søde og rare kæreste er ikke den type mand, der køber blomster til sin kæreste, kommer med uventede gaver eller varter hende op med livretter, overraskende middage eller morgenmad på sengen. Han er ikke romantisk anlagt i klassisk forstand.

Ikke som klichéen.
Det er OK. For han er sød og betænksom og vi hygger os sammen på så mange andre måder..

Der hvor det bliver mærkeligt er når hans børn kommer. For så bliver han pludselig romantiker. Så er han den slags mand der køber uventede gaver, rydder op og serverer morgenmad, laver kaffe og te og altid er opmærksom og opvartende. Ikke overfor en anden voksen, som ved at sætte pris på den slags og som kan alle de ting selv og derfor forstår forkælelsen i det. Men overfor sine børn som efterhånden tager det fuldstændig for givet at de skal vartes op i begge ender!
Når de tager over til deres mor ligner deres værelser (særlig den mindstes) en krigszone, med beskidte underbukser, tøj og strømper fra den sidste uge – 14 dage (alt efter hvor længe de har været hos os) liggende spredt ud over alt mellem legetøj, controllere og fodboldkort. Når de kommer tilbage er værelserne som regel pæne. Fordi far har ryddet op.
Når de vågner om morgenen bliver de spurgt, hvad de vil have at spise og far laver morgenmaden og serverer den på værelserne, hvor de sidder og snasker foran hver deres fjernsyn. Det samme når de kommer hjem om eftermiddagen.
Når den lille vil lege med far smider far, hvad han har i hænderne, hvis han overhovedet kan (og hans kæreste ikke decideret råber af ham) og lader alt sejle for at have “kvalitetstid” med sit barn (som stavekontrollen ved en pudsig tilfældighed lige fik omdøbt til Skt barn) Når drengen glemmer sin yndlingsfodbold hos farfar sætter far sig ind i bilen og kører 1/2 time hver vej for at hente den, og når børnene skal hentes får han stress og angst ved tanken om at de skulle komme til at vente 5 minutter før han er der. Osv. Far skal være der. Stå til rådighed. Altid parat. Far serverer, stiller op, servicerer.
Altsammen i den bedste mening naturligvis. Og med stor kærlighed.
Børnene stoppes med komplimenter, kærlighed, opvartning (og sukker) fra forældre og bedsteforældre på begge sider. Hvad du ønsker skal du helst ha’.
Min kæreste vil gerne have empatiske børn. Og han vil helst at børnene får noget godt med fra ham. Der er også et andet hjem i de her børns liv. Og de to hjem kæmper om populariteten.
I begge hjem tror man, at man får empatiske børn af, at man siger at de er empatiske. Man tror, at man kan snakke sig til god opdragelse. I det ene hjem tæller præstationen meget. Det gælder om at få høje karakterer, komme først, tjene mest, være lækrest og dygtigst (udadtil). I det andet hjem fortæller man hinanden at man er sødest, bedst, mest elsket, mest fantastisk uden at man egentlig behøver at leve op til superlativerne. Man er det bare. Det er en arvet titel. Som var man kongelig.
Midt i det står fars kæreste og ser måbende på det familieliv der udspiller sig omkring hende.
Viljen er så god. Kærligheden er så stor. Og alligevel bliver det så mærkelig skævt. For det bliver too much of a good thing. For det første er det umuligt at trænge ind i. For det andet bliver familien så sikker på at den er helt fantastisk og glemmer at åbne sig for noget andet. Fars kæreste er i mindretal og må nøjes med “our way or the highway” eller leve en parallel tilværelse, hvis ikke hun orker en ukritisk overtagelse af hele pakken.
Børnene lærer ikke selv at tage ansvar. De får ros og lommepenge for at tage deres egen tallerken med ud i køkkenet, tage en skraldespand med, hvis de alligevel skal ned og for en sjælden gang at rydde op på deres eget værelse. De får ikke lært at deltage i et fællesskab, at tage ansvar eller vise respekt (f.eks for det arbejde andre mennesker gør og de slipper for at gøre) – de bliver små prinser for hvem det er naturligt at blive vartet op.
Når fars kæreste ikke gider holder ferie med dem alle sammen og vælger deres selskab fra undrer man sig. For hvem vil ikke være en del af verdens bedste familie, og hænge ud med verdens bedste børn og børnebørn? Der må være noget galt! Så er det jo også ens egen skyld at man føler sig udenfor. Man prøver jo ikke engang at deltage!
Men jo. I hverdagen bestiller man ikke andet end at prøve at deltage og bliver daglig ignoreret og taget for givet. Og så kommer man til at trænge til pause. Til ferie. Til tid i eget selskab hvor man kun skal servicere sig selv. Til tid med venner, der faktisk værdsætter ens selskab, ved hvem man er og interesserer sig for én. Så kan man hente energi til næste træk. Og til tid alene med ham manden, der ikke køber blomster, ikke varter op og ikke er spor romantisk anlagt.

Leave a Reply

Your email address will not be published.