Hvad hvis du virkelig bare ikke trives i det sammenbragte?

Hvad hvis barnets/børnenes tilstedeværelse gør dig utilpas?
Hvad hvis du føler at du mister det fællesskab med din partner, du kæmper så hårdt de resterende dage for at opbygge?
Hvad hvis du sover urimelig usammenhængende og vågner nærmest med høj puls fordi du ikke bryder om at have overnattende gæster?
Hvad hvis barnet/børnene nærmest altid hvisker når det henvender sig til dets forælder og det gør dig utilpas?
Hvad hvis barnet/børnene “indtager” dit hjem på opfordring fra dets forælder og du føler det aldeles grænseoverskridende?
Hvad hvis du overhovet ingen lyst har til at holde ferie med andre end dine nærmeste, for andet føles ikke som ferie for dig?
Hvad hvis du har skulle diskutere dig til dine rettigheder til at være dig med alt hvad det indbefatter?
Hvad hvis du føler at jeres fælles barn/børn bliver taget til gidsler i det sammenbragte?
Hvad hvis du ændrer mærkbart humør og overskuddet visner, så snart barnet træder ind ad døren?
Hvad hvis du kan mærke at du får lidt nemmere ved at trække vejret, når dagen oprinder, hvor der kan tælles timer til samværet slutter?

Hvad hvis faktum er, at du absolut ingen gode erfaringer har med skilsmisselivet?
Hvad hvis du på ingen måde ønsker dette deleliv for jeres fælles barn/børn?
Hvad hvis du har brugt talrige terapeutiske timer på at nå til erkendelsen, at det er sådan du har det og det er ingen skam?
Hvad hvis du ingen fremtidsdrømme har for det sammenbragte liv andet end at “tvungen samvær” hører fortiden til?
Hvad hvis du ikke ønsker materialistisk fællesskab med din partner fordi det giver testamente udfordringer?
Hvad hvis du elsker din partner højt, men tvivler på ægtheden af dette, når du føler det hele forsvinder under samvær?

Hvad hvis du virkelig bare ikke trives i det sammenbragte?

Leave a Reply

Your email address will not be published.