Mads og monopolet har i mange år været et af mit yndlingsradioprogrammer, og igennem flere år har jeg trueligt siddet klar foran radioen klokken 9 lørdag morgen for at lytte til de adskillelige dilemmaer, som bliver diskuteret af ’lørdagens monopol’. Jeg er ofte blevet overrasket over, hvor mange af dilemmaerne jeg har haft meget –øhm, lad os kalde det passionerede holdninger til. Og jeg har ofte taget mig selv i, at sidde at hidse mig selv op over dilemmaer vedrørende fødselsdagsgaver og huslån – noget jeg ellers sjældent tænker over.

For det meste kan jeg egentlig forene mig med i hvert fald én af de medvirkendes holdninger, men når snakken falder på dilemmaer om sammenbragte familier, føler jeg mig ofte utrolig frustreret. Jeg er klar over, at Mads og monopolet skal tages med et gram salt, da det jo blot er almindelige (kendte) mennesker, som diskuterer lytternes dilemmaer. Men alligevel bliver jeg tit utrolig provokeret over de svar som gives til de lyttere, der henvender sig til monopolet med dilemmaer omhandlende: ’hvad man skal gøre, hvis man ikke kan lide sin fars nye kæreste’, og ’hvordan man håndterer, at ens mand ses hyppigt med sin eks’ mv. Jeg bliver nok mest af alt provokeret over, at de ’løsninger’ der gives til lytterne ofte har et stort fokus på den familie som er blevet ”opløst”, og at deltagerne i monopolet næsten altid refererer til, at man som forældre bør sætte sit barns behov i første række (her henvises der næsten altid til at, at det er bedst at ”mor og far” kan samme). De kunne lige så godt råbe: BØRNENE (og kernefamilien) er vigtigere end sammenholdet i den sammenbragte familie – og hvis den nye partner har svært ved at rumme eks’en eller børnene, så er det bare synd. Dette synspunkt provokerer mig inderligt, nok mest af alt fordi, det ofte er sådanne ’familieidealer’ man bliver mødt ude i ’virkeligheden’, når man er fars kæreste, stedmor, bonusmor, papmor mv. Og jeg synes egentlig at Mads og monopolet diskussioner af ’dilemmaer i den sammenbragte familie’ (jeg siger ikke at deres svar altid er sådan, men jeg har altså hørt en del, som tilhører ovenstående beskrivelse) symboliserer meget godt, hvad stedmødre ofte må lægge øre til, hvis de rækker ud efter hjælp. Jeg har i hvert fald selv oplevet, at blive mødt med knap så meget forståelse, den gang jeg var fars kæreste, hvis jeg fortalte andre om, hvilket sværere dilemmaer jeg oplevede den ’sammenbragte familie’ førte med sig. Og hvad jeg har hørt fra andre stedmødre, så er det sjældent at andre forstår, hvorfor man eksempelvis ikke synes, at det er det fedeste i verden at sidde til bords med sin kærestes eks til en børnefødselsdag, – og endnu mindre forståelse bliver man mødt med, hvis man ikke kan lide sin kærestes barn! Jeg synes dog at det burde være logik for alle, at man ikke altid kan være glad for andres børn (eller andres eks’er), og det ærgrer mig inderligt, at debatten om den sammenbragte familie ofte kræser om ’barnet’ og ’kernefamilien’, da det virkelig skaber en masse tabuer for stedmødre.

Jeg glæder mig derfor til den dag, hvor radioprogrammer og avisartikler mv ikke længere fortæller stedmødre, at de skal skamme sig over, at de ikke altid synes at det er sjovt at være stedmødre, så vi kan få talt om, hvorfor det kan være svært at være stedmor.

Leave a Reply

Your email address will not be published.