Idealet om kernefamilien

Idealet om kernefamilien – hvilken betydning har det for den sammenbragte familie?

Jeg læste en artikel i Politikken af forfatteren og kærlighedscoachen Pouline Middleton. I artiklen beskrev Pouline Middleton at den forståelse der ofte præger parforholdet i kernefamilien, er en insisteren på at kærligheden og de dertilhørende følelser og lyster kun er tiltænkt en person – i et helt liv. En forståelse der kan være positiv og livsgivende for mange, men ifølge Pouline Middelton kan denne forståelse af “kærlighed” også være med til at splitte et trygt og stabilt hjem ad.

Jeg vil prøve kort at forklare, hvad der menes med ovenstående i det følgende, da jeg synes, at Pouline Middletons perspektiv på kernefamilien er ret interessant.  Kernefamilien (og parforholdet heri) kan j.f. Pouline Middleton skabe tryghed og varme, men også fjendskab og et ustabilt og usundt miljø for børn og voksne – noget man ofte er bevidst om, når man befinder sig i en sammenbragt familie. Ifølge Pouline Middleton er den store skilsmisserate vi har i Danmark og en “høj procent utroskab” (j.f. statestikkerne er der utroskab i mere end 40% af alle ægteskaber) medvirkende til, at “den kærlighed vi kender” – at ens kærlighed kun er tiltænkt én person, i opbrud. Dette har stor betydningen for, hvordan vi indgår i parforhold, og ifølge Pouline Middleton er der— meget forenklet, to “spor”, som mennesker kan vælge i forhold til ‘parholdet’. 1) man efterfølger den “klassiske forståelse” – at kærlighed kun et tiltænkt én person. 2) man lever med en bevidsthed om, at ens følelses- og sexliv kan ændres sig over tid. Og hvis man følger “spor 2” er man indstillet på, at der skal være et match mellem en selv, ens partner og ens livsstil.

Jeg synes Poulines Middletons perspektiv på ‘kærlighed’ er ret interessant, da det får mig til at reflektere over vores “danske familieforståelse”. Og jeg kommer til at tænke på, om den kernefamilie mange efterstræber og ser som et ideal for et velfundgerende familieliv, er et ideal som er værd at forfølge. Men hvordan skal man så bygge et familieliv op, hvis man ikke har  kernefamilien som pejlemærke?

I mine tidligere blogindlæg har jeg berettet om, at jeg ikke længere er stedmor (fars kæreste), men hvornår stopper man med at være stedmor? Stopper man med dette når man ikke er sammen med barnets far længere? Ofte vil omverden automatisk stoppe med at anse en som stedmor når man skilles fra barnets far. Men man stopper jo eksempelvis ikke med at være barnets mor, bare fordi man bliver skilt fra barnets far. For mit vedkommende ville jeg ønske, at jeg stadig kunne have kontakt til min x-kærestes datter. Da jeg, på trods af jeg ikke har født dette barn, føler, at jeg har et særligt bånd til hende.

Forleden blev jeg kontaktet af hende på Instagram.  Hun er 9 år, og jeg kontaktede derfor hendes mor for at forhøre mig om, hvordan jeg burde gribe dette an.  Jeg havde personligt en stor lyst til at tage kontakt til min x’s datter, men jeg ville ikke overskride hendes grænser. Hendes mor syntes dog at det var en god ide, da hun mente at datteren ville blive glad for det. Jeg greb denne opfordring og skrev en lille besked. Dagen efter tikkede der en besked ind fra moderen om, at min x ikke ønskede at jeg og datteren havde nogen kontakt. Noget jeg har forståelse for, men det gjorde mig også ked af det. Ked af det fordi denne pige gerne vil have kontakt til mig. Jeg har været i hendes liv siden hun var to år gammel og seks år frem, og vi har begge knyttet bånd til hinanden. Halvanden år senere tænker hun stadig på mig og finder mig på de sociale medier. Jeg hørte fra moderen, at datten var blevet meget glad for min besked. Men da jeg ikke har været inkluderet i ‘kernefamilien’, blev jeg af faderen ikke set som vigtig person i  piges liv. Man kan synes godt eller skidt om denne tilgang min x har haft til datteren og mit skriveri, og jeg er sikker på der er mange der kan forstå min x. Men hvad vil det så sige at være stedmor – er man det kun på lånt tid? Jeg skal ikke gøre mig til dommer over dette, men jeg vil gerne være med til at sætte spørgsmålstegn ved forståelsen af stedmorrollen og det dertilhørende familieliv. Kernefamilien er definitivt brudt når der bliver ”skabt” en stedmor (eller fars kæreste), derved må der ifølge mig også blive skabt nye regler og normer for de relationer der er indbyrdes i den nye ”familie”.

Den førnævnte artikel af Pouline Middleton beskriver hvordan kærligheden ikke altid varer ved, – og dette gælder jo også i sammenbragte familier. Men hvad med de bånd, der er blevet knyttet mellem stedmor og “fars barn”? Skal de bare ignoreres, når parforholdet ender?

I forhold til  kernefamilien (far, mor og børn) eksisterer der instanser, som foreskriver regler og rammer for samvær mellem børn og forældre efter endt ægteskab. Dette mener jeg ikke bør være gældende for stedforældre, men paradokset omkring den kompleksitet der kan forekomme i den sammenbragte familie (når man går fra hinanden), bør man ifølge mig tale med sin kæreste eller mand om (gerne før forholdet slutter eller skranter). Jeg tror virkelig at dette vil give klarere roller, samt en god diskussion omkring hvordan man har lyst til at gøre familie.  Jeg kan i hvert fald se mange gode “diskussions-spørgsmål” vedrørende de følelsesmæssige bånd, der kan blive skabt i den sammenbragte familie. Eksempletvis studser jeg over, hvorfor den relation der skabes imellem stedmor og stedbarn ofte ikke forstås som ”lige så meget værd”, i forhold til den relation, der er mellem barn og forældre? Jeg ved, at jeg har talt højt om, at man ikke skal påduttes en påtvinges en “klassisk “morrolle” som stedmor, men hvad hvis man har en meget positiv kemi med sin mands barn, hvorfor bliver det følelsesmæssige bånd så ofte ikke anset som “en rigtig familierelation”?  Jeg synes at dette er meget interessant, særligt når vi er blevet meget bevidste om, at kernefamilien ikke altid varer ved, og familier derfor ikke kun skabes ud fra ”blodets bånd”.

Leave a Reply

Your email address will not be published.