Ja og nej i den sammenbragte

Min kæreste og jeg ser en parterapeut engang imellem. Ikke fordi vi er i særlig krise – ikke mere end tilfældet almindeligvis er for par i sammenbragte familier – men fordi vi simpelt har brug for et tredje par ører engang imellem – og redskaber. Redskaber til at forstå hinanden og håndtere vores situation.

Jeg kan varmt anbefale det.

Normalt er vi begge ret OK med det hele bagefter, men sidste gang var jeg vred – eller i hvert fald mærkelig rystet. Det underlige ved det hele er, at jeg ikke rigtig vidste hvorfor. Det var ikke fordi vi egentlig havde luftet nogle af de mest tunge ting i vores relation alt det, som jeg det meste af tiden føler jeg ”har lagt bag mig” men som engang imellem finder vej gennem en sprække i følelseslivet/erindringerne og åbner for gammel sorg, smerte og vrede.

Vi er et andet sted i dag og man kan komme sig over meget.

Men som sagt –det var ikke de ting, der havde fyldt. Tværtimod havde vi talt om mærkelige petitesser og kom, til sidst, ind på, hvad de her ting egentlig var et symbol på. Undervejs blev jeg både vred på min kæreste og psykologen. Og mest af alt på mig selv. Fordi jeg følte, jeg ikke kunne få sat de rigtige ord på – og det der kom tilbage til mig – det både vores psykolog og min kæreste spejlede, gjorde det klart for mig i hvor høj grad jeg var mislykkedes med at gøre klart, hvad det var, der gik mig på.

Det, der sker, når jeg bliver presset eller vred er, at jeg mister min evne til at formulere mig. Det er som om der sker en eksplosion i min hjerne og det eneste jeg kan mærke er en fuldstændig overvældende følelse af uretfærdighed! Typisk sker der det, at jeg begynder at græde. Eller bliver helt stille og sammenbidt. Og stille og sammenbidt var, hvad jeg var, da jeg gik derfra.

Når jeg har det sådan, er det som om, at hvis jeg flytter bare en enkelt lille brik i en anden retning vil der vælte en masse frem jeg ikke engang ved hvad er, men som jeg derfor med al magt helst vil holde tilbage, til jeg selv har identificeret det og har en chance for at forholde mig til det – og måske (men kun måske) vil kunne sætte ord på.

Det er på nogen måder som at være et lille barn, fuld af følelser og reaktioner, men uden evnen til at forklare hvad der foregår indeni. Følelsen og reaktionen kommer, i hvert fald hos mig, tit før evnen til at reflektere over den og formulere mig.

Jeg har stadig ikke regnet den ud. Jeg har stadig ikke forstået, hvad det egentlig handlede om. Andet end at jeg synes livet i en sammenbragt familie er uretfærdigt meget af tiden. Barnligt måske, at sige sådan, men ikke desto mindre står jeg (stadig) billedligt set med armene over kors, og tramper sammenbidt i jorden og har kun én sætning i hovedet: Det er uretfærdigt!!

Måske har min kæreste og jeg nogle forskelle, der under alle omstændigheder ville give os konflikter. Men jeg tror, at var vi startet sammen, så havde vores forskelle bedre kunne vendes til en styrke. Vi ville fra starten have haft en loyalitet overfor et fælles projekt. Men hans loyalitet er ikke overfor et fælles projekt med mig. Han har bygget sine familieværdier op i en helt anden sammenhæng og kultur, sammen med sin ekskone. Og siden han blev skilt har hans værdimæssige loyalitet udover hos fortiden ligget hos ham selv og hans eget projekt som handlede om ham og hans børn.

Da han mødte mig startede han ikke følelsesmæssigt forfra og med et åbent sind, som tilfældet ellers er, når man møder den ”man gerne ville have børn med og bygge en tilværelse op med” for første gang. Hele fundamentet i hans voksenliv, familieliv og faderidentitet var allerede lagt og har intet med mig at gøre. Hans måde at være far på er ikke noget, jeg hverken skal blande mig i eller kan påvirke, og i og med at han har besluttet, ikke at ville have flere børn vil vi heller ikke få udbytte af den overlapning/sammensmeltning af hans far-identitet og kæresteidentitet, som ville følge naturligt med et fælles barn. Således vil hans far-rolle i vores familiemodel altid være hans sag og jeg vil ikke få en matchende rolle i og med at jeg ikke er (nogens) mor.

Jeg kan have meninger, og jeg kan ytre mig, jeg kan blive lyttet til nogen gange og ignoreret andre gange. I sidste ende er det ham der bestemmer over sine børn, dem der sætter rammerne for deres måde at være sammen på og dermed er de den uangribelige majoritet i vores hjem.                                                          Lige præcis dette er ikke en følelsesmæssigt betinget udtalelse. Det er et forsøg på at se tingene som de er. I hans og børnenes perspektiv er jeg et fremmedelement, der kommer ind og bør tilpasse mig.         Forestiller man sig enhver anden sammensmeltning i forholdet ¾ + ¼ af stort set hvad som helst, vil de ¾ stå stærkest. Det kan godt være at en dråbe rødbedesaft får et helt glas vand til at se lyserødt ud, men det vil stadig smage af vand.

En del af den sammenbragte families problemer opstår blandt andet, når man ligestiller børn og voksne, hvilket typisk sker efter en skilsmisse. Det naturlige ”magtforhold” forskubbes og børnene får en ny plads i hierarkiet i den tid de bor alene med enten far eller mor. Den voksne, der er alene og muligvis i krise efter en skilsmisse vil ofte have en tendens til at ligestille barnet, så barnet/børnene nærmest får voksen-status og dermed mere magt, end de egentlig har godt af i forhold til det stadie de er på i livet og det skaber ofte problemer senere – når den voksne/fraskilte får en ny kæreste, som skal have plads.

Det hele kommer til at lyde en lille smule beskidt, når man taler om ”magtforhold” og ”hierarki” men ikke desto mindre er det det, der er tale om. Når en anden voksen kommer ind i en sammenbragt familie, særligt en anden voksen der som jeg er barnløs, så har man ikke automatisk samme ret som den første ægtefælle. Ens partner har ikke den sammen åbenhed overfor én som han havde overfor sin første ægtefælle. Ens kæreste har ikke den samme respekt for eller interesse i ens værdier, holdninger eller særheder. Den nye kærestes principper eller kanter – om man vil – er ikke ”spændende” og noget man kan lære af eller noget, man er interesseret i at tilpasse sig, som tilfældet ellers typisk ville være i en forelskelse, men snarere sten i skoen og glasskår, der punkterer ens dæk, når man egentlig bare vil fortsætte med at køre videre ad samme vej som man i forvejen kørte på.                                                                                                                      Det skal ikke forstås sådan at forelskelsen ikke er reel og kærligheden ikke oprigtig, man er bare ikke så smidig, som man måske var første gang.

I bund og grund kom vores session hos par-terapeuten meget til at handle om nogle, for min kæreste – og tilsyneladende også terapeuten – mærkelige kantede principper hos mig, ting jeg har sagt ”nej” til af princip eller bare fordi jeg ”kan”. De forsøgte på alle mulige måder at punktere min argumentation og finde måder at udstille, hvorfor min argumentation ikke hang sammen, og jeg følte mig mere og mere presset.

For det ingen af dem fattede var, at jeg i det familiesystem vi har generelt føler mig magtesløs. Jeg føler at beslutninger bliver truffet henover hovedet på mig og at jeg, selvom det efterhånden er blevet mere almindeligt, at jeg bliver spurgt, eller i det mindste informeret om forskellige beslutninger vedrørende børnene, kan sige, hvordan jeg har det med noget, men siger jeg nej, bliver jeg så upopulær at det tit ikke er prisen værd.

Jo mindre jeg føler mig som en del af den større sammenhæng jo mere trækker jeg mig, og jo mere jeg trækker mig, jo mindre bliver jeg som konsekvens heraf en del af den store sammenhæng. Som gammelt mobbeoffer lever der stadig en overlevelsesstrategi indeni mig: Hellere trække sig frivilligt og føle sig stærk i at have truffet sit eget valg og stå alene, end at forsøge at være med og bare føle sig udenfor.

Den konkrete diskussion handlede om, at der var noget af mit som jeg ikke havde lyst til at låne ud. Når jeg råder over et eller andet og dermed har mulighed for rent faktisk for én gangs skyld at bestemme noget – være dén der har vetoretten og benytter den, så udstilles skævheden i vores familiesystem. Desværre er jeg åbenbart den eneste, der kan se det. For de andre synes kun det er skævt når jeg siger nej til noget. Ikke når jeg går på kompromis efter kompromis for deres skyld. Det jeg hader ved det hele er, når det får mig til at fremstå som smålig. Og når jeg forsvarer mig mod det ender det som regel med, at jeg får beskyldt min kæreste for at være grænseløs. Mit selvværd kommer i den grad i klemme hvis jeg skal integrere det billede af mig, som oftest bliver konsekvensen af vores diskussioner i vores version af den sammenbragte.

Min oplevelse er, at der i princippet ikke er nogen grænse for forventningerne. Min kæreste ved godt med sin fornuft, at han ikke kan forvente sig kun at få det gode, og han har også efterhånden lært at tingene ikke altid er så ligetil som han havde håbet, men han kommer alligevel i klemme mellem sine egne drømmebilleder om den, i hans øjne, ideelle familie-tilværelse og realiteterne.

Hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg at hans drøm er, at vi på magisk vis kunne være som en kernefamilie. Og jeg tror, at der stadig indeni ham lever en undren over, at vi har de problemer og diskussioner som vi har. Jeg forestiller mig, at jeg i hans ønskedrøm står med en stor åben favn og tager imod et hav af unger og gæster, at intet nogensinde er noget problem, at jeg altid har det fint med at bo på en banegård, jeg har aldrig brug for ro, alt kan altid lade sig gøre, og jeg har ja-hatten godt og grundigt trukket ned over begge ører. Lidt sådan som han husker sin egen mor i hans egen barndom (vel at mærke i en kernefamilie).        Han ved godt at det ikke er rimeligt at forvente sig, men livet (hans) ville bare blive så meget nemmere af det. Dog ved han forhåbentlig også, at var jeg sådan, så ville jeg være en helt anden person end den jeg er og den, han trods alt er faldet for.

Selv tænker jeg, at det nok også er nemmere at være large, når man ved, at man har kontrollen. Én af de ting, der er så svære at forklare andre mennesker, der ikke har prøvet at være i ens sko er de følelser, man har, som ikke kan bevises og ikke engang altid eksemplificeres, men som kommer af summen af oplevelser, blikke, ting der bliver sagt eller ikke sagt – den der instinktive fornemmelse af, at der bliver stillet spørgsmålstegn ved ens motiver på en anden måde, end hvis man var børnenes rigtige mor, følelsen af at der ikke er den samme umiddelbare accept af ens personlighed, som der er af den person som børnene er vokset op med og formet af.                                                                                                                                                                    Det betyder, at så længe du er stor og varm og bager bunker af boller og stakke af pandekager, holder børnefødselsdage og vasker underbukser, fejer op og tørrer af, så er alt som alle omkring dig synes det burde være. Det er ikke usædvanlig sødt af dig, eller noget du ikke behøvede at gøre – men i det øjeblik du siger nej til noget, eller er uenig i, hvordan noget bliver gjort eller sagt, så er det en afvisning eller du bliver betragtet som underlig mistroisk, smålig og u-imødekommende. Så er du ikke bare en helt almindelig voksen med en holdning, der bør respekteres, så er der motiver bag din holdning.

Hvis man skal forsvare sine holdninger med næb og kløer, hver gang der er noget, man ikke er enig i, kommer man let til kort og man kommer også let til at synes halv-dårligt om sig selv. For det er ikke alt, der bare har en åbenlys løsning. Der er ting man har en holdning til og synes skal være på en bestemt måde uden at man nødvendigvis kan forklare hvorfor. Og hvis udgangspunktet er at man altid skal være large altid skal tillade alt, er det ufattelig let at komme til at virke smålig.

Det er meget få ”ja’er”, der genererer i taknemmelighed, hvad et enkelt nej genererer i utaknemmelighed.

Det er vel i bund og grund dét jeg synes er uretfærdigt.

Min kæreste har erkendt, at der er ting ved hans ”set up” der er hårde for mig, men om han rent faktisk føler en taknemmelighed over, at vi er blevet sammen, over at jeg ikke har givet op for mange år siden, har givet afkald på egne børn, og er gået ind på en fuldstændig urimelig samværsordning der kræver enormt meget af os og gør stort set al planlægning umulig, (samt mere i dén dur) ved jeg faktisk ikke. Nogen gange tænker jeg, at han ikke rigtig forstår, hvilken pris det kan have, at være sammen med en mand med en tung fortid, men egentlig tror jeg snarere at det handler om, at han ikke orker at tænke over det, for når han gør det, ender det som regel med, at han stiller spørgsmål ved, om vi overhovedet bør være kærester. Om han virkelig er det værd – også selvom jeg forsikrer ham om, at jeg elsker ham nok til at mene, at det er han.

Selv ville jeg bare ønske, at der var en mellemstation. Én med lidt mere forståelse – men side om side med  det, en tillid til, at der er en grund til, at jeg stadig er her og at den grund er ham og os -den del af os, der virkelig fungerer og heldigvis fylder mest. For der jo også alt det sunde, som også efterhånden som tiden går, får lov at leve mere i den store sammenhæng, også når børnene er her.

Desværre er det nok bare sådan, at den der har børn, altid har det store es i ærmet som det er at være den, der er forælderen. Alle beslutninger og holdninger kan forklares med at det er for børnenes skyld, at ”sådan er det når man har børn”, sådan er det nødt til at være og sådan har det altid været. (Der kan så være mere eller mindre balance i det regnskab alt efter om den nye kæreste har eller får egne børn.)

Alle kompromisser jeg indgår for min kæreste og hans families skyld, alle ”ja”-er er dermed naturgivne, hvorimod et nej koster i regnskabet. For når jeg siger nej, er det jo bare mig selv, jeg tager hensyn til, og mine egne egoistiske holdninger. Min integritet, mine personlige behov er ikke ligeså meget værd som det store familieskab. Deres familieskab. Selvom man kunne argumentere for, at min kærestes behov for ikke at komme i bad standing hos sine børn og hans deraf følgende tendens til at være ja-siger i til tider urimelig grad, måske er ligeså egoistisk, er det som regel ikke sådan det bliver set. Retten til behovet for at se sig selv som en god forælder og altid være bedste venner med sine børn er noget af en hellig ko.

Det her bliver aldrig ligeværdigt. Det er jeg så småt ved at indse.                                                                    Men jeg vil alligevel forsøge at få min kæreste til at forstå og anerkende det og dermed respektere mig og mine rettigheder. At forstå mine ”nej’er” men også at lægge mærke til og kunne glæde sig over, når jeg siger ja.

For det kan godt være at realiteterne aldrig bliver anderledes, men at få den anerkendelse vil gøre det lettere at leve med.

 

Leave a Reply

Your email address will not be published.