Kært barn har mange navne

Kært barn har mange navne, og det har misundelse også.

I cirkus sammenbragt hedder det bare ‘for børnenes skyld’.

Da min kæreste og hans eks gik fra hinanden, var det ikke med hans gode vilje.

I lang tid var han ked af det og især over, børnene skulle være delebørn, det var ikke dét, han ønskede for sine børn.

Nu flere år siden, står han så her – igen – sammen med mig og et fælles barn. Vi har det, vi begge har drømt om, uden helt at vide at vi drømte om det; en kernefamilie, hvor vi prioriterer os selv og hinanden rigtigt højt. Vi er meget bevidste om, at vi som par skal have det godt, før vi kan have en god familie.

Ved flere og flere lejligheder (eller også er jeg bare blevet bevidst om det), bliver det dog bemærket fra omgivelserne, at de oplever det som om, min kæreste er startet ‘forfra’ med en ny familie.

Det kan være små henslængte bemærkninger sagt i en helt speciel tone a la: “Skal I på ferie kun Jer tre?”, eller skuffede suk over at konstatere kærestens børn ikke kan komme med til den, for farmor, enormt vigtige familiekomsammen, når nu vi tre kan deltage.

Og jeg bliver selv i tvivl. Er det rimeligt, at vi som kernefamilie hylder og holder af vores treenighed, rejser og oplever sammen, når kærestens børn sammen med deres mor ikke har samme muligheder? Bør min kæreste ikke prioritere sine børn enormt meget mere? Bruge flere penge og mere tid på dem, når de nu ikke har mulighed for det hos deres mor? Er han en dårlig far, når han ikke af sine egne penge spinker og sparer for at tage dem med på all inclusive? – Jeg vil jo ikke med på den all inclusive, for det vil ikke være ferie for mig, hvilket min kæreste – heldigvis- har stor forståelse for.

Det kan virke virkelig hårdt, og det kan på overfladen se ud som om, hans børn lider store tab og afsavn.

Men i virkeligheden handler det for mig om, at vores liv ikke ligner det liv, min kærestes børn lever med deres mor, og det er så både på godt og ondt. Det er sådan. Der er meget store forskelle i de to hjem på nærmest alt (og det er vel også grunden til, min kærestes eks skred fra ham), og det er vand og olie, der igen og igen bliver forsøgt rystet sammen til noget, der tilnærmelsesvis er spiseligt.

Jeg tager hatten af for min kæreste. Jeg respekterer og accepterer, at han vælger at leve sit liv på den måde, som passer bedst for ham. Han nægter at sidde og være trist over de ting, han ikke får lov til at deltage i for børnenes mor, han finder sig ikke i at blive kostet rundt i sit eget liv.

Burde vi sidde med hænderne flot foldet i skødet og være kede af ikke at kunne inddrage hans børn altid? Burde vi afholde os fra at gøre de ting, vi har mulighed og lyst til? Må vi ikke hylde vores lykke?

Omgivelserne har nok sværere ved at acceptere, vi ikke gør det, end han har og børnene har. De ved jo godt, hvordan deres liv er, det er en skøn blanding af gode og mindre gode oplevelser, men alt sammen noget, der er med til at forme dem som mennesker.

Hvis jeg hører ekstremt velhavende og glade mennesker omtalt, så er der også en tendens til at de bliver disset lidt. Så er der i hvert fald helt sikkert noget andet i vejen med dem, deres børn er sikkert blevet spoleret af alt for mange materielle goder, for uopdragne eller for kuede af at skulle være på en bestemt måde.

Dette er udelukkende tanker fra min side af dammen, jeg er klar over og helt bevidst om, at det ikke er lutter lagkage at være hverken skilsmissebarn eller forælder. Men jeg mener, vi alle sammen har et valg om at få det bedste ud af livet udfra de omstændigeder, som bliver os givet. Det nytter ikke noget at græde over spildt mælk, eller sørge og forsøge at afbøde for evigt over en skilsmisse mellem to voksne mennesker, der var letsindige nok til også at formere sig. Sket er sket.

Så hvordan kan andre mennesker tillade sig at dømme min kæreste? Og jeg?

Hvordan kan det være, det er okay at synes nedladende om hans og mine valg i forhold til hans børn? Bare fordi det er børn? Hvorfor er det ikke okay for min kæreste at søge lykken i sin reneste form?

Det er en ommer. Både i forholdsmæssig og menneskelig forstand. Folk må tage sig sammen. Lad være med at have ondt af min kærestes børn, bare fordi deres forældre er skilt.

Leave a Reply

Your email address will not be published.