Kompromisernes kunst

Jeg læste for nylig et debatindlæg af en ung fyr, der beklagede sig over, hvordan mange mennesker i vores kultur ikke tænker over at tage hensyn til andre. Man kommer for sent, uden tanke på dem, der sidder og venter på én. Éns egen tid er altid vigtigere end andres. Jeg tænker selv på, hvordan jeg har haft talrige oplevelser af nærmest at blevet skubbet af stien, fordi jeg går mens andre er ude på deres joggingtur, eller hvor få ældre, der efterhånden ses på cykel i Købehavn, fordi vi bare ikke har tid til langsomme mennesker på cykelstien.

Jeg er sensitiv af natur og en gåtur ude i det pulserende byliv kan være lidt af en prøvelse. Men det kan mit hjemmeliv også.

Min kæreste er far af curling-generationen og har sammen med sin ekskone opdraget børn til at være en del af mig-mig-mig-generationen.

Mine stedbørn er ærgerrige, dygtige og på mange måder fokuserede unge mennesker,  med masser af kvaliteter.

Men de er ikke opdraget til at tage hensyn. Når min kæreste fortæller om, hvordan han har været som far, da hans datter var lille, tænker jeg tit, at han har været sådan en far, der ville have irriteret mig grænseløst, hvis jeg havde mødt ham dengang, med sin ”så-lad-dog-barnet”-tilgang til tingene og ”hvis bare de er glade”…

Problemet er, når der kommer et andet menneske ind i ens liv, der ikke har været med til at sætte tonen fra starten, er det ikke sikkert, at det er de samme ting, man generes eller ikke generes af og det er heller ikke sikkert at det menneske har det sådan at ”hvis bare børnene er glade” så er alt andet i princippet lige meget. Det kan godt komme som en overraskelse, når man elsker hinanden at man alligevel kan være så forskellige og i hvor høj grad man kan tørne sammen på grund af de forskelligheder man har, til trods for at man har mange flere ligheder end forskelle.

At være sensitiv i en flok af meget ekstroverte og støjende/støjtålelige mennesker er ikke altid lige let og noget, der til stadighed overrasker mig er, hvordan det på en eller anden måde altid er mig der bliver udpeget til tyran, fordi jeg har et behov for fred og ro, mens deres støj blot er livsudfoldelse.

Men for at jeg kan udfolde mig (eller bare tænke) behøver jeg fred. I mit hjem bliver der spillet musik, der er tændt for radioen eller fjernsynet næsten konstant, når der er andre hjemme end mig og tid, hvor man ikke stopfordrer sin hjerne med underholdning som en fransk gås (med mindre man sover) bliver opfattet som spildt eller unaturlig og lang.

Mine behov fylder ufattelig lidt i deres bevidsthed, fordi det er så naturstridigt for dem, mens det aldrig falder dem ind at vende tingene lidt på hovedet og forestille sig, hvordan det føles for mig at dele hjem med 3 – til tider 4 – larmende personligheder, der alle synes, at de har mere krav på at fylde deres tilværelse ud på den måde de finder det vigtigt, end jeg har.

Der er tider ind i mellem, hvor jeg er alene hjemme. Og i min kærestes hoved er det meget tid jeg har sådan. Det han ikke forstår er, at den tid er tilfældig. Jeg kan aldrig planlægge ud fra at jeg ved, at jeg har tid for mig selv, for hvem som helst kan komme hjem fra skole før , få fri fra skole, blive syg (eller ”syg”) og jeg er nødt til at benytte mig af de tider, der opstår.

For mig er det ind imellem udmattende at leve i en sammenbragt familie og ikke blot en sammenbragt familie med de udfordringer det medfører, men en sammenbragt familie, med individer der på meget fundamentale punkter er meget forskellige fra mig. Jeg bruger meget tid, når jeg er alene simpelt hen på bare at samle kræfter til at leve mit liv.

For at forstå kompromissets nødvendighed, skal man måske ville noget nok, som man ikke kan få uden kompromisser.

Min kæreste og jeg går på mange kompromisser. Fordi vi har villet hinanden. Og børnene er jo i og med skilsmissen blevet tvunget til nogle kompromisser, og det kan være svært at tvinge dem til at gå yderligere på kompromis i tilværelsen. På den måde bliver det måske sådan i nogen skilsmissebørns liv, at forældrene af skyldfølelse og iver efter at de skal holde af at bo hos lige præcis dem, ikke får de samme krav stillet, som mange andre børn.  Børnenes ”kompromis” er således indgået allerede før jeg kom ind i billedet og eftersom ungerne ikke har valgt mig til, er det let for alle at tænke, at de ikke skal behøve at gå på kompromis fordi deres far har valgt mig som kæreste. Men sådan er tilværelsen bare ikke. Vi vil hele livet igennem blive afkrævet kompromisser og det er vigtig læring. Og når det kommer til stykket er der meget og mange vi ikke vælger i vores liv, så hvorfor det altid fremføres som så tungtvejende et argument overfor stedmødre at “børnene har jo ikke valgt dig” har altid undret mig.

Det er dog lettere at opdrage til og kræve hensyntagen af et barn, der er ens eget og det er lettere for forældre at være toneangivende ift hvad børn får med sig i tilværelsen end det er for en stedforælder.

Jeg har villet det her liv med min kæreste fordi min kærlighed til ham er stor.

Jeg anede ikke, hvad jeg gik ind til og det er muligt, at jeg ikke havde begivet mig ud på det her eventyr, hvis jeg havde vidst det. Men sådan er det med så mange ting i livet. Der er meget vi ikke ville have begivet os ud i, hvis vi vidste, hvor besværligt det var, og derfor er det godt vi ikke ved den slags i forvejen, for så ville vi ikke lære ret meget. For at udvikle os, skal vi have et vist mål af udfordringer. Livskunsten ligger dog i at finde en balance, hvor udfordringerne udvikler os og ikke hæmmer os.

Jeg er desværre ret enig med den unge fyr, der skrev artiklen, jeg startede med at referere til. Der er alt for mange mennesker, der ikke evner at tage hensyn til andre. Vi kan alle have dage, hvor vi er lidt for meget ”inde i os selv” til at have blik for andre menneskers behov, men nogle har sværere ved det end andre, og almindelig høflig hensyntagen er ikke noget, der bliver gjort meget for at uddanne i.

Han skrev desuden, hvordan han hurtigt fik prædikatet ”sur gammel mand” når han gav udtryk for de holdninger.  Som jeg sagde tidligere er det også herhjemme mig, der får at vide, at mine behov er et ”tyranni”.

Det jeg ikke forstår, hverken på det overordnede eller det hjemlige plan er, hvorfor det er ønsket om respekt for andre mennesker og fællesskabet, der er tyrannisk og hvorfor man er en sur gammel mand, hvis man har en forventning om respekt for, at andre også skal kunne være der.

For mine stedbørn er det fuldstændig naturligt, at de ikke skal begrænses på nogen måder, at de får alting serveret og at andre tørrer op efter dem, gør rent og ordner. For min kæreste er det naturligt at gøre alt for sine børn uden egentlig at forvente særlig meget igen. Det virker også som om han synes det er ret naturligt, at jeg gør ting både for ham og dem. Jeg gør langt hen ad vejen meget med glæde, både for at tage ansvar for, hvordan jeg er og hvad jeg behøver (f.eks at jeg trives bedst med et vist mål af orden og renlighed), for at forkæle og fordi jeg kan lide dem, men jeg kan desværre ikke sige, at jeg ikke forventer noget tilbage. Jeg forventer – både af min kæreste og mine stedbørn, at de respekterer mig som person og ikke bare ser mig som én hvis opgave det er at yde, for at de kan nyde.

Og ind imellem eksploderer jeg herhjemme. Fordi jeg ikke synes det lykkes særlig godt. Fordi jeg går i panik over at hele tiden danse en bizar dans rundt om alle andre. Og i protest over at jeg, samtidig med at jeg føler mig presset af rod, larm og manglende hensyn, ovenikøbet skal have dårlig samvittighed over at jeg har brug for noget den anden vej eller bliver irritabel og sur.

At leve i en sammenbragt familie er en evig øvelse i kompromissets kunst.

Men hvis det skal kunne lykkes skal det være OK at kræve at alle strækker sig.

Man skal forstå at kompromis ikke er noget der kun er for nogen og at et kompromis, der ikke gør en lille bitte smule ondt på én ikke er et kompromis.

Vi lærer allesammen af at imødekomme andre mennesker. Også børnene. Hvis vi tror vi gør dem en tjeneste ved at friholde dem, begår vi en stor fejl og frarøver dem en rigtig god mulighed for læring.

Vi lever ikke i en tid, der er med os, hvad det her angår. Der er masser af dejlige unge mennesker og der er sikkert nogle af dem, der er dejlige, selvom de er blevet curlet godt og grundigt. Jeg har også opdaget at børn og helt unge sagtens kan være enormt søde og høflige, fornuftige og imødekommende, men alligevel være fuldstændig oppe i sig selv og uden egentlig sans for andre mennesker. Man kan godt virke venlig uden at behøve at sætte sig selv til side. Det er når man skal dét, at ens karakter kommer på prøve. Når man skal give af sin tid, sin bekvemmelighed, anstrenge sig for noget, der ikke entydigt kun kommer én selv til gode.

Jeg tror at mange curlingforældre har gjort den fejl, at tænke, at når blot mine børn er søde og høflige, så er alt godt. Så behøver de ikke have pligter i hjemmet, slå græs eller give havemøblerne olie for at få lommepenge. Hvis bare de er flittige med deres skole, får nogle tolv-taller som vi kan prale af på Facebook og passer deres fritidsinteresser, behøver man ikke kræve mere af dem.

Og det er fint med disciplin på egne vegne, men det lærer man ikke nødvendigvis at indgå i et fællesskab af. Og netop en sammenbragt familie er et fællesskab. Så når vi skal forsøge at skabe en slags familie på den sammenbragtes families vilkår er det evnen til at indgå i et fællesskab, der kommer på prøve. Og dermed evnen til at gå på kompromis. Det handler om forståelsen af, at det er bedre for alle hvis alle har det godt fremfor at nogen har det godt på andres bekostning og forståelsen af, at et kompromis ikke nødvendigvis bliver ved med at gøre ondt, men at det faktisk er en investering…

At dømme efter, hvor mange bonus/sted/pap – forældre, der kæmper med de her ting er det ikke sikkert at det går strygende ude i de små hjem, samtidig har jeg en forhåbning, der går på at netop skilsmissebørnene her har en mulighed for at komme foran på point. At de ved at indgå i det komplekse fællesskab i den allernærmeste sfære, som jo den sammenbragte familie er, lærer en hel masse om fællesskab, samarbejde, problemløsning, diplomati og vigtigheden af at kunne indgå et kompromis.

For guderne skal vide at det gør vi andre!

Jeg siger ikke at det er lykkedes super godt i det her hjem. Men vi arbejder på sagen.

Leave a Reply

Your email address will not be published.