Når ens følelser bliver anerkendt, men gjort forkerte.

I min tid som ”fars kæreste” fik jeg ofte et særligt blik, når jeg fortalte, at jeg følte mig udenfor i forhold til min kæreste og hans hengivenhed til sin datter —et blik der ofte ikke var rart, da det var fyldt af manglende forståelse. Ofte blev min frustration og ked -af-det-hed over at føle mig som nr. 2 italesat som barnlig og latterlig, da jeg jo var den voksne. En voksen der da måtte kunne forstå, at min kæreste jo blot var en god far, når vi fx måtte planlægge weekender efter, hvad han mente var godt for sin datter. Eller når han ved afhentning af sit barn blev hos mor, og de sammen sad og talte om gode gamle dage – da det jo blot var et tegn på, at han prøvede på at opnå et positivt samarbejde, som jo var det bedste for barnet. Jeg er jo på sin vis enig i, at det er positivt at en far vil sit barn det bedste. Men hvem siger at dette kun kan lade sig gøre, ved at følge de samfundsskabte uskrevne regler om: at barnet bør være i centrum, og at et forældresamarbejde bør værner om den ”gamle familie”.

Jeg læste en artikel af Renée Toft Simonsen (Brev til Renée: Min kæreste prioriterer sin datter – udsendt af femina), hvor en kvinde søgte hjælp hos Renée i forhold til sin frustration over, at hun følte hendes kæreste tilsidesatte hende i de uger, hvor hendes kæreste havde sin 17årige datter. Jeg må ærlig sige, at det er længe siden jeg har læst så usaglig en artikel.  Kvinden der havde rettet henvendelse til Renée, fik i mine øjne, et virkelig ubrugeligt svar. Renée mente, at kvinden burde lave en masse med sin kæreste i de uger, hvor datteren ikke var hos dem. Hvortil hun så burde have mere overskud til, at far primært var sammen med sit barn i de andre uger. Feedbacken på kvindens brev var i korte træk, at hun blev nødt til at forstå, at hendes kæreste jo blot var en god far der ville sit barn det bedste. Det irriterer mig inderligt, at man som ”fars kæreste” ofte bliver fortalt, at man skal prøve at kontrollere og ændre sine følelser. Jamen hvorfor skal man det? Følelser er jo vores måde at kommunikere med os selv på. Jalousi, glæde, vrede osv. er jo en del af det at være menneske, også når man er ”fars kæreste”. Det smukke ved følelser er vel, at de kan fortælle os, hvad der er vigtigt for os. Jeg mener ikke at man blot skal lade sig opsluge af de negative følelser, og derved synes det hele bare er noget lort. Men man bør som ”fars kæreste” også kunne udtrykke sine frustrationer over ens forhold til far, uden at få af vide at man skal tage sig sammen. Renée beskriver meget fint hele kvindens dilemma med ordene: Jeg kan høre på dit brev, at du har det rigtig svært, fordi du ofte føler dig udenfor i din nye familie. Jeg ved ikke om kvinde ser sin kærestes datter som sin nye familie, men denne forståelse synes jeg personligt er ret interessant. Hvis man opfatter den nye kæreste som en del af familien, vil det så ikke være naturligt at man tager hensyn til hendes behov og følelser, egentlig også selvom hun ikke bliver anset som værende en del af den eksisterende familie. Hvad hvis det var moderen til barnet der havde skrevet ind, og det havde været en kernefamilie der havde samme problematikker. Eksempelvis:

Kære Renée.
Jeg har været sammen med min mand i 20 år. Vi har en datter på 17 år, og jeg føler ofte at min mand nedprioriterer mig i forhold til vores datter. Når jeg har arrangeret en kæresteweekend eller hygge med vores venner, så aflyser min mand ofte, hvis vores datter fx vil køres hjem til sin kæreste eller venner. Han har ikke lyst til at lave noget i weekenden, fordi han gerne vil stå standby, hvis vores datter har brug for ham. Han rejser også ofte sammen med sin ekskæreste og hendes familie. Jeg bliver aldrig inviteret med, men han ser ikke noget problem i det, også selvom jeg fortæller ham at det gør mig rigtig ked af det.

Jeg tænker at svaret til denne kvinde ville have været anderledes, end det svar ”fars kæreste” fik. Her ville der måske blive talt om, hvordan man som par burde kommunikere om sit parforhold og familieliv på en måde så alles behov blev anerkendt og imødekommet. Jeg tænker det er vigtigt ikke at negligere hinandens følelser i et parforhold, og dette vil jeg mene gør sig gældende i alle parforhold, om der er fælles børn, særbørn eller ingen børn. Det er vel eksistentielt at alle har det godt og føler de hører til, også selvom man ikke har født det barn der er i parforholdet.

Leave a Reply

Your email address will not be published.