Når hverdagen er bedst

“Jeg holder af hverdagen” sagde Dan Turell. Det gør jeg også. Særlig efter at jeg er blevet en del af en sammenbragt familie.
Det som før var noget af det man glædede sig mest til og holdt mest af: ferier, højtider og mærkedage, er blevet noget der giver én ondt i maven. Jeg har tænkt meget over, hvorfor det er sådan. Hvorfor er det ikke netop dér, at man har ekstra overskud og kan slappe lidt af? Det burde være nu man kunne være den person, man så gerne ville være og hellige sig “projekt sammenbragt familie”.

Når jeg læser på de forskellige stedmoder-forums kan jeg se, at det ikke bare gælder mig. Faktisk er der tit forhøjet aktivitet på de sider op til jul og i sommerferien.
Men hvorfor er det så svært?

Jeg er kommet frem til, at det handler om traditioner og forventninger. Lige for tiden bliver der talt meget om integration politisk. Vi taler om hvad det vil sige at være dansk. At være en del af en kultur. På mange måder er det at finde sin plads i en sammenbragt familie også en integrationsproces, problemet er bare, at det er svært at blive enige om, hvem der skal integrere sig.
Når konstellationen er som den jeg lever i, bliver forventningen at det er mig der skal integrere mig. Alene af den grund at jeg er i mindretal. Jeg har ikke børn, og jeg er flyttet ind i min kærestes hjem. Ikke dér hvor han har boet med sin tidligere kone, men der hvor han slog sig ned efter skilsmissen. Jeg tror aldrig, at han eller hans børn har overvejet rimeligheden i den forventning, og jeg tror ærlig talt at det har undret min kæreste, hvor meget jeg har sprællet i nettet.

Alt har været – og er – en kamp. Fordi der er en måde som han og hans børn mener tingene bare er på og jeg skal som regel råbe højt eller stille spørgsmålstegn ved det, skælde ud eller brokke mig, hvis jeg skal have trukket tingene i en anden retning eller høres. Det er selvfølgelig blevet bedre og jeg har kæmpet mig til nogle forandringer, men det har været hårdt arbejde. Hver gang. Og aldrig selvfølgeligt. Det er ikke fordi min kæreste ikke vil være imødekommende. Faktisk tror jeg at han ser sig selv som et meget fleksibelt menneske, der ikke tager ting så tungt og har slet ikke haft nogen anelse om, hvor meget også han er vanemenneske og i hvor høj grad han bare har taget sine egne rutiner og værdier for givet. Jeg tror det er kommet bag på ham, at der kunne være en anden holdning til så mange ting, og når vi er tørnet sammen i vores forsøg på at finde hver vores plads, har han også måttet konfrontere sin egen stædighed og sårbarhed overfor kritik. Det som virker som kritik er ikke nødvendigvis tænkt som kritik fra fars kæreste men et udtryk for, at man ikke trives i en bestemt form. Og problemet er, at når man har børn (særlig, hvis det som i vores tilfælde kun er den ene) kommer man let til at antage, at den måde man har været familie på og det liv man har opbygget med dem er slags “urform”, noget uangribeligt og rigtigt, simpelt hen fordi det jo har fungeret for én selv og man har vænnet sig til den form. Den ny-tilkomne i familien vil så få rollen som den revolutionære, oprøreren, den der skingert gør opmærksom på sine rettigheder, råber højt og demonstrerer. I hvert fald hvis ikke man, som den med børn, i udgangspunktet går til opgaven med stor omstillingsparathed og føler sig klar til revolution.
Det er anstrengende for fars kæreste altid at være i kamp-mode og føle, at man skal kunne argumentere godt og være villig til at slås for at få tingene mere på sin måde, men jeg er heller ikke i tvivl om at det er anstrengende at føle, at der bliver stillet spørgsmålstegn ved den måde man gør tingene på som tilfældet er for f.eks min kæreste.

(Alt dette er selvfølgelig sagt med forbehold for, at der er mange sammenbragte modeller: I sammenbragte familier med lige mange børn på begge sider er det sikkert anderledes – og der er sikkert også situationer, hvor det, der i forvejen eksisterer falder så godt i tråd med det fars eller mors kæreste står for at det hele går meget mere glat.)

Ferierne sætter alle disse ting på spidsen. I hverdagen bliver man hjulpet udefra. Der er nogle rammer, der er sat af skole og fritidsinteresser. Ting der skal fungere. Sengetider der skal passes osv. Det kan ikke lade sig gøre at holde åbent i Tivoli hele tiden. Måske er det også derfor at det er så hårdt for de stedmødre, der har kærester med weekendbørn. Selvom man kan synes, at det da må være nemt nok, når det kun drejer sig om et par dage engang imellem, så kommer der aldrig en hverdag, hvor tingene falder lidt på plads og der er ro på.

I ferierne har alle en forventning og en mening om, hvad der er en god ferie. Man glæder sig hele året. Det er nu der skal sættes ind på kontoen så vi har noget at tære på. Parforholdet skal have sit, man skal have tid til at hvile ud, der skal være kvalitetstid med ungerne osv. Vi har alle en forestilling om den perfekte ferie og en forventning om at få den mødt. Vores kærester (eller mange af dem) kan ikke frigøre sig fra deres dårlige skilsmissesamvittighed og NU skal der kompenseres! Alle rammer opløses. Han og børnene synes lige dét er det mest vidunderlige ved ferien mens fars kæreste føler sig fortabt i kaos. Hun forsvinder og glider væk fra far-børn-boblen, mens de dyrker alt dét de altid har gjort og som er deres billede på den gode ferie, hvis altså ikke det lige tilfældigvis forholder sig sådan at fars kæreste har den samme feriedrøm.

Det samme gælder jul og mærkedage. Hvis ikke alle ind imellem kan give afkald på hvordan det “plejer” at være er det umuligt at få tingene til at fungere. I den sammenbragte familie skifter vejr og vind konstant, man er altid i bevægelse og at holde krampagtigt fast i det man plejer og have for store forventninger kommer bare til at svide til én selv. Det er ikke nemt altid at skulle være så smidig. Nogen gange gør det ondt. Vi har alle forventninger og drømme om, hvordan vi gerne vil have det og til en vis grad er det jo også det, der flytter os og gør os klogere på, hvad vi gerne vil i livet, så som med alt andet er det en balancegang.

I min egen sammenbragte familie er ferien altid noget rod. Min kæreste har længere ferie end jeg. Børnenes ferie ligger ikke nødvendigvis på samme tidspunkt som vores. Min kæreste og hans ekskones deleordning er i forvejen kaotisk, og hun vil tit gerne have lagt ferien længe før min kæreste og jeg har nogen mulighed for at have overblik over, hvordan vores egen ferie ser ud, så som regel må vi så prøve at klemme os ind i det der er blevet planlagt. Min kæreste har nogle venner i udlandet som han gerne vil besøge. Jeg har forældre langt væk, som jeg gerne vil besøge. Vi vil gerne have lidt tid alene med hinanden, og han skal have tid med sine børn. Han vil gerne, at vi holder noget ferie allesammen sammen, og så vil han gerne på udlandsrejse med sine børn, hvilket jeg har valgt fra, fordi det er for meget en kopi af de ferier de har været på før jeg kom ind i billedet og det bliver for meget på deres præmisser. Det er klart, at med det set-up kan vi ikke alle forvente at få det hele hvert år og så må vi prioritere indenfor de ønsker. Vi prioriterer som regel tid med hinanden alene og hans rejse med børn, derudover gør vi så meget af det andet, der lader sig gøre.

Ulempen ved at lade far og børn holde deres egen ferie på deres egne præmisser, sådan som jeg gør, er selvfølgelig at det bliver sværere at blive en del af helheden, og at de aldrig bliver udfordret på deres forventninger og kommer til at betragte mig som en del af familien. At man aldrig bliver ordentligt integreret – gensidigt, vel at mærke.

Jeg har altid tænkt, at det var vigtigt at give min kæreste og hans børn tid alene sammen, for at de ikke skulle opleve, at jeg sad på deres far eller var jaloux og i det hele taget fordi det er hyggeligt for dem, og jeg har desuden også haft brug for at ind imellem trække mig væk og være mig selv. Det er også et udbredt råd til sammenbragte familier, at man tør give slip på hinanden og gøre ting hver for sig og at fars kæreste ikke skal være bange for at give far og børn tid for sig selv. Desværre har blandt andet det nok bare i vores tilfælde medført, at min kærestes børn ser sådan på det, at det er dem og far alene sammen der er den oprindelige og “rigtige” familiekonstellation og vi aldrig helt har fået skabt en fælles familieforståelse.

I den sammenbragte gælder det om at få tingene til at fungere som de bedst kan. Alle skal gå på kompromis, men alle skal helst også engang imellem have imødekommet deres ønsker og forhåbninger. Hvordan man får det puslespil til at gå op og hvornår det er hvis tur til det ene og det andet er en større diplomatisk øvelse som i hvert fald i min familie udføres med varierende succes.

Man bliver bedre til det. Men om man egentlig bliver bedre til selve øvelsen, eller om man bare vænner sig til tingene og bliver bedre til at acceptere at det forholder sig som det gør ved jeg ikke.

Måske en blanding.

God ferie derude.

Leave a Reply

Your email address will not be published.