Om vrede over småting

Hvorfor bliver du så vred over det?

Er det en sætning som virker bekendt? I hvert fald bliver jeg ofte konfronteret med, at jeg åbenbart reagerer overraskende heftigt på ting som man (primært min mand) ville mene var bagateller. Umiddelbart er min forklaring, at det handler om, at der er meget, som jeg ikke har kontrol over, som jeg bilder mig ind “almindelige” mennesker har noget at skulle have sagt over. At der er for meget i vores familie som sker henover hovedet på mig. Ting som man normalt lige ville snakke med sin bedre halvdel om.

Er det f.eks normalt i en kernefamilie at man laver legeaftaler for ens børn i hjemmet uden lige at snakke med sin kæreste/kone/samlever? Er det normalt, at man inviterer gæster eller planlægger aktiviteter uden at inddrage sin ægtefælle i det? Det kan godt være at svaret er ja, men jeg har i hvert fald en forventning om at blive taget med på råd når det gælder ting, der påvirker mig.

Den sidste tid har budt på en del af den slags oplevelser. En ting der virkelig gør mig både vred og ked af det, er når min kæreste lader sig manipulere af sin ekskone. Hun har fundet ud af, at hvis hun har brug for hjælp til noget med børnene, så skal hun bare få børnene selv til at ringe – så klapper farmand hælene sammen og stiller op, hvilket han er mindre tilbøjelig til hvis hun henvender sig. Hvis vi havde et andet og bedre forhold til hinanden familierne imellem, ville det sikkert føles meget naturligt, at man hjalp hinanden på forskellige måder, så vi er selvfølgelig igen i et område, hvor det er rigtig svært at sige noget generelt. Noget der ikke føles ok i mit liv kan sagtens være det i andres. Det handler om dynamikkerne i de enkelte familier, hvordan folk opfører sig generelt og om f.eks relationen de to familier imellem ellers bygger på gensidig respekt. Hos os er det bare desværre ikke så enkelt. Vi har en hårdt tilkæmpet, høflig omgangstone og temperaturen i samværet, når alle er til stede ved f.eks skoleafslutninger og fødselsdage, ligger et sted mellem lunken og kold. Varme er der ikke meget af. Og mig er der ikke nogen videre respekt for, jeg skal være glad for kølig – eller på gode dage neutral – høflighed.

Derfor er det svært for mig, når jeg føler at min kæreste svigter mig og glemmer at tage mig med på råd. Vores kærlighed er det eneste der binder os sammen. Vi har ingen børn sammen (hvad jeg har skrevet om før) så jeg skal kunne være i dette for min egen skyld. Jeg holder af hans børn, men det er ikke uproblematisk, nok især fordi der desværre er så stor en kløft mellem de to hjem som de deler deres tilværelse mellem.

På juleferiens sidste dag, som var en af de der sjældne dage min kæreste og jeg både havde fri og kun var os, modtog han en opringning fra sin yngste søn som manglede pænt tøj at tage på henne hos sin mor til en fest. Og min kæreste rejste sig omgående fra morgenbordet, hvor vi sad, for at tage ud og købe tøj med ham. Så:

“Herregud, hvori består det problematiske i det?”

Det problematiske består i, at drengen har en mor og ældre søskende som burde kunne påtage sig den opgave. Det består i, at det er en fest hos hans mor, og i at hans mor aldrig ville gøre det samme med modsat fortegn og så består det i at min kæreste ikke lige lægger røret på og siger, at han må ringe tilbage og så snakker med mig om, hvordan vores dag ser ud og om det er OK at han stikker af et par timer. At blive inddraget giver en følelse af at betyde noget, at ikke blive inddraget giver en følelse af at alt andet er vigtigere end én. Der er ikke meget jeg siger nej til, hvis jeg bliver spurgt. Men der er meget jeg bliver vred over, når jeg ikke bliver inddraget.

Jeg får tit at vide, hvis min kæreste og jeg har et skænderi, at jeg er dominerende og kontrollerende. Måske ikke helt så direkte men det er essensen. Tit krydret med at det jo er noget kvinder typisk er. Når de kommentarer rammer mig, er det som om der er et urbrøl fra dybet af min sjæl som jeg alligevel kvæler. Det er en dyb følelse af uretfærdighed. For det kan godt være at jeg har “meninger om ting” – som f.eks at man ikke tørrer hverken mund eller gulv i viskestykket, at man har sit eget personlige håndklæde eller at det er pænest hvis man pynter juletræet på en bestemt måde. Men det er peanuts sammenlignet med den dominans han og hans familie udsætter mig for! Alt hvad der bliver gjort på min måde har jeg måttet kæmpe for. Derfor virker det som om jeg er dominerende og skaber konflikter. Mens alt det, der bliver gjort på deres måde (hvilket er meget) er en selvfølge, så det lægger de overhovedet ikke mærke til. Af samme grund gider jeg ikke fejre jul med dem. Orker ikke kæmpe for fælles traditioner, for de oplever det ikke som kompromisser men som om jeg kommer og laver om på ting.

Ligeledes når ting bliver besluttet henover hovedet på mig. Det er også en form for dominans. Vi gør bare som vi vil og så må du sprælle, hvis du orker.

Derfor bliver jeg (og sikkert mange andre) “uproportionerligt” vred over småting.

Leave a Reply

Your email address will not be published.