Ordvalg

I morges da jeg afleverede min datter i børnehaven, blev jeg mødt af en skøn 3-årig pige, som med stort smil på læben fortalte mig, at til Halloween skal hun være storesøster. Jeg kender pigens storesøster. Faktisk kender jeg også hendes forældre. De er, for ikke så lang tid siden, gået fra hinanden.

Vi er ikke venner, forældrene og jeg, men vi genkender hinanden og hilser når vi støder ind i hinanden ved forskellige lejligheder.

Jeg sagde til pigen, at det da ikke var hendes mor, der havde en baby inde i maven, for så havde hun da gemt den godt, hvortil pigen svarede “nej, det er ikke min mor, det er min fars kæreste eller bonusmor siger han”.

Jeg tror mit hjerte stoppede i et kort sekund. Af medfølelse. Af panik på hele deres “familiesystems” vegne. Og helt afgjort forværret på baggrund af erfaringer.

I en alder af 3 år har pigens far nu tillagt både sin nye kæreste og sine eksisterende børn en relationsform, som ingen (måske) har lyst til eller kan leve op til. Af egen iver for at skabe en ny kernefamilie og positiv samhørighed mellem de mennesker han elsker, så kanaliserer han sine følelser over på andre og pådutter dem en rollefordeling med velkendte rolle-scripts.

Jeg håber selvfølgelig for dem alle, at de vil finde sig godt til rette i deres nye liv/omgivelser, og jeg smilede og gjorde alt hvad jeg kunne for at dele pigens glæde ved at der kommer en lille baby, men i mit stille sind, der ønsker jeg for dem (og alle andre, der bevæger sig ind i det sammenbragte liv), at relationer og følelser kan få lov til at udvikle sig naturligt og afslappet på neutral grund, hvis lysten og oprigtigheden er der. Og ikke forceret og pakket ind i ord, der er ladet med forventninger til de involverede mennesker.

Leave a Reply

Your email address will not be published.