Pakkeløsning + det løse – af Ikke mor

OBS: Følgende post er skrevet af Ikkemor (og ikke Fru Burén, selvom den figurerer under hendes blog)

 

Da jeg gik og tænkte over, om jeg ville være kærester med min mand, tænkte jeg nogle tanker om, at han havde det der barn.
Havde jeg lyst til at at være kærester med en, der havde et barn? Med en, der var nået så langt i livet. Som allerede var så bundet og så “voksen”?

Havde jeg lyst til at være noget i pigens liv? Blive bonusmor og være en lille familie sammen med dem? Havde jeg lyst til at hun skulle være i mit liv?

Og et sted i baghovedet, vidste jeg jo også godt, at der var den der ekskone. Og jeg vidste faktisk også godt, hvem hun var, og hvordan hun var. Og jeg havde nok godt en idé om, at jeg også blev nødt til at forholde mig til hende i hele det her.

At jeg ikke overhovedet kunne have forestillet mig alle de komplicerede relationsmønstre og dermed mange følelser, frustrationer, diskussioner og tårer, der skulle komme sig bare af disse to relationer er en ting – men jeg havde dog i det mindste en eller anden form for idé om, at de ligesom var en del af pakken i det, jeg havde gang i. Og jeg husker, hvordan jeg glad jokede med, at jeg havde fået mig en pakkeløsning. Ja, ha ha ha… (not so much)

Hvad jeg ikke havde den fjerneste anelse om, var alt det løse, der også fulgte med i købet.

At jeg ville skulle forholde mig til pigens mormor, som jævnligt ringede til mig for at chit-chatte om pigen og sendte mig personlige lykønskningskort ved fødslen af vores første fælles barn. Ja, det lyder jo meget uskyldigt og sødt, men det var bare SÅ grænseoverskridende at skulle deale med et menneske, som jeg bare på ingen måde havde tilvalgt eller havde noget som helst forhold til – altså lige ud over, at hun var mor til en kvinde, som havde født et barn, som tilfældigvis var datter til min kæreste.

Eller at min kærestes forældre havde trådt så meget til, da han var blevet skilt, at de havde et nærmest symbiotisk forhold til pigen. Hvilket bl.a. har udmøntet sig i, at jeg aldrig rigtig har følt at min rolle som forælder bliver accepteret, når vi er sammen med dem. At jeg føler mine grænser konstant bliver overskredet, når der bliver lavet aftaler og opdraget hen over hovedet på mig. Og når pigen kommer hjem med nyt tøj og penge, fordi hun beklager sig over, at hun ikke får nok hos os. Igen er tanken jo sød, men det er igen også bare SÅ grænseoverskridende. Især når jeg gør alt jeg kan for at sørge for at pigen har, hvad hun skal bruge og køber de der helt vildt dyre sko, hun gerne vil have. Og så kommer hun ugen efter med nogle andre fra bedsteforældrene – og så i øvrigt med formaninger om, hvordan og hvornår de skal bruges. ØV!

Og så har det også udmøntet sig i en markant forskelsbehandling af pigen og vores fælles børn, som næsten ikke er til at bære. Med tiden har jeg dog lært at bære den, for jeg har måttet indse, at jeg ikke kan ændre på den. Men hold op, hvor kan den stadig bare gøre ondt. Og hvor har det dog påvirket mit forhold til mine ellers virkeligt søde og dejlige svigerforældre.
Ikke i min vildeste fantasi havde jeg forestillet mig, at de også var noget jeg ville skulle “deale” med i hele delebarnscirkusset.

Jeg havde heller ikke lige forestillet mig, at jeg ville få et håndskrevet kort fra min gamle bedstemor, som egentlig var et lykønskningskort i anledningen af et af vores fælles børn, men som viste sig at være en reprimande om, at jeg ikke postede nok billeder af pigen på facebook.

Eller de sure miner fra mine tanter, når jeg vover at irettesætte pigen på måder, de ikke bryder sig om.

Eller kommentarerne fra min egen nærmeste familie, om hvordan, de synes vi opdrager pigen eller sætter grænser for hende.

Eller at pigens mors venner også ville have meninger om, hvordan vi i vores hjem håndterer ting i forhold til pigen. Og at vi, udover at skulle få dem jævnligt refereret af pigen selv, også skulle forholde os til mails i vores indbakker om det.

Og slående er det, at intet af dette nogensinde er sket i forhold til vores fælles børn. Men med ikke-biologiske børn er der åbenbart ingen grænser for, hvor mange meninger, folk kan føle sig berettiget til at have om ens håndtering af sagen. Næ, devisen synes at være, at der er frit lejde, for vi skal jo sikre os, at den onde stedmoder opfører sig ordentligt overfor det stakkels skilsmissebarn. (ja ja, det er sat på spidsen, jeg ved det godt – but still ?!?)

Og tilbage sidder jeg og skal ikke bare forholde mig til de svære følelser i forhold til relationerne i mit eget hjem, som konstant skifter og aldrig bare er naturlige og nemme, men som kræver benhårdt arbejde og konstant bevidste til- og fravalg. Jeg skal også deale med ekskonen, ekskonens venner, bedsteforældre i alle afskygninger, egne familiemedlemmer og alle deres meninger. Og jeg bliver overvældet og presset og ender med tvivlen: Er jeg virkelig den onde stedmoder? Gør jeg det bare ikke godt nok? Er den virkelig bare helt galt fat med mig? Og jeg forsøger at kompensere i forhold til pigen  – og får ikke sådan supermeget igen.

Men jeg er ikke så nem at chokere længere. Jeg er klar til det meste. Også alt det totalt uforudsete og til tider uforståelige. Og jeg har lært. Hold da op, hvor har jeg lært meget – om mig selv, om andre og om livet. Og jeg har lært at læse det med småt. For pakkeløsninger er ikke altid, hvad de ser ud til at være.

Leave a Reply

Your email address will not be published.