Pligter og ansvar

“-man har pligt til at lave relationer med de børn man deler liv med, også selvom de ikke er ens egne biologiske. Og man skal hjælpe børnene med at blive “rigtige søskende” selvom de er sted- eller Halvsøskende. Ellers kan de blive nogle voksne, der ikke har livskammerater og vidner, som de deler deres skæbner med.”

Ovenstående har jeg netop læst i et dameblad, sagt af en kvinde, hvor overskriften til artiklen naturligvis fangede mig med sin ordlyd. “Vi er skilt, men vi er en god familie -Gitte’s børn har tre mødre.”.

Selvom jeg egentlig synes jeg har hørt hele paletten af nuancerede udtalelser, nogle mere fordømmende end andre, og selvom jeg efterhånden synes at være cool nok med at meninger findes i ligeså mange variationer, som der er mennesker på kloden, så fornemmer jeg alligevel stadig en vis indre arrousal, når jeg falder over artikler som denne.

På den ene side handler det om min egen lange kamp for at finde min vej i det sammenbragte liv og på den anden side, uden for min egen næsetip ved jeg, at sådanne udtalelser kan være dråben, der får det hele til at vælte for den kvinde, der ikke formår at leve op til dette.

Jeg er udmærket klar over at det er vores egen opgave at stå imod alverdens udtalelser og finde fodfæste i det der giver mening for os hver især, men for de flestes vedkommende befinder de sig i en situation/rolle, der allerede har et ‘gennemtestet’ og eller genkendeligt rolle-skript, som de kan finde støtte i.

Som stedmoder/farskæreste/bonusmor er det stadig en ny position uden mange generationers rollemodeller og det skaber for mange stor usikkerhed. Hvad skal vi læne os op ad og føle os trygge i, hvis vi føler at vi famler i blinde?
Udtalelser som disse, trykt i velrenommerede dameblade bliver normen, vi føler vi skal eller bør passe ind i. Kan vi ikke det, bliver vi utilpasse, frustrerede, kede…

Det gør mig faktisk rigtig ked af det.

Leave a Reply

Your email address will not be published.