Realitetstjek

Som regel, når jeg bliver usikker eller vred på mig selv finder jeg på et eller andet tidspunkt ud af at det er fordi det menneske jeg ser, når jeg tager et ærligt kig på mig selv i spejlet, er et andet end det idealmenneske jeg gerne vil se. Mange af vores kampe, ydre som indre, stammer fra frustrationer der opstår, når vi skal lære at komme overens med hvad der er istedet for hvad vi ville ønske der var.

Den samme konflikt gør sig ofte gældende i sammenbragte familier. Vi har alle en forestilling om, hvordan vi gerne ville have det skulle være, og selvom vi måske har været i vores familie i nok så mange år kan den til stadighed bide os i hælene: Forestillingen om hvordan det burde være. Hvis bare… Hvis bare børnene var opdraget lidt mere efter mine principper. Hvis bare ikke deres far forkælede dem så meget. Hvis bare de hjalp lidt mere til. Hvis bare de ikke var teenagere. Hvis bare de havde lidt yngre da jeg lærte dem at kende, så jeg kunne have præget dem mere. Hvis bare deres mor var mere involveret. Hvis bare deres mor var mindre involveret. Hvis bare deres mor ikke blandede sig så meget i vores liv. Hvis bare… Hvis bare… I kender det. Der er så mange versioner af forklaringer på, hvorfor vores liv i den sammenbragte ikke lige rammer dén tone, der ville skabe harmoni.

Det lykkes for nogen. Det lykkes slet ikke for andre. For nogen lykkes det næsten og for de fleste af os lykkes det momentvis, og måske pendler vi mellem gyldne øjeblikke og momenter af totalt kaos og frustration. Nu vil mange, der lever i en kernefamilie måske række en finger i vejret og sige, at sådan er det altså også hos dem. At det er sådan familieliv er. Og det er der sikkert også meget om, men jeg tror så til gengæld at de roligt kan tage deres kaos og gange det med 10 og dertil lægge kontroltab (i hvert fald når vi taler fars kæreste) forstået som en mangel på redskaber og autoritet til overhovedet at få bare lidt styr på kaosset.

Mange skilte forældre er af den opfattelse, at børnene har lidt så meget gennem skilsmissen, at de helst ikke skal møde nogen modstand efter at de er blevet pålagt den smerte at være skilsmissebarn. Jeg forstår godt dilemmaet. Man trækker en tilværelse nedover hovedet på sit barn, som man virkelig ikke ønskede for dem, da de blev født. Ungerne har ikke selv valgt at komme til verden, man har påtaget sig et ansvar for dem i det øjeblik, man valgte at få dem, og man var fuld af forhåbninger og gode intentioner i forhold til sin fremtid med de her børn. Men så dukker livets store skurk “virkeligheden” op og spænder snubletråde ud over éns vej og pludselig står man midt i en skilsmisse, og alt det man havde håbet på og forestillet sig for sig selv og ens familie ramler pludselig. Desuden er en skilsmisse oftest hård og kan ligefrem blive voldsom og traumatisk, så midt i at ens verden falder fra hinanden skal man prøve at beskytte de her elskede børn.

Nu bliver jeg måske lidt barsk. Men jeg synes det er på tide, at vi begynder at se lidt på realiteterne fremfor at bygge vores forestillinger på en masse idealer. Misforstå mig ikke: Idealerne skal være der, for det er dem, der gør, at vi gør os umage, men vi er nødt til også at forholde os til, hvordan virkeligheden ser ud.

For det første: Med en skilsmisseprocent på ca 50% kan det undre mig, når det nu er noget man taler meget om i forbindelse med at folk gifter sig, at det ikke fylder mere i forhold til, når folk skaffer børn. På det seneste har der været diskussioner om juridisk abort – en diskussion, der om noget understreger, at hvis der er noget, der binder én sammen med et andet menneske er det at få børn sammen! Bør det så ikke være i ens tanker, når man vælger at få børn?

For det andet: Vi får tudet ørerne fulde af at man i skilsmisseprocessen og videre frem skal have barnet i centrum og gøre, hvad der er bedst for barnet som om der er én opskrift på hvad det er og som om alle voksne mennesker jo ved, hvad der er bedst for børn pr automatik. Problemet her er, at jeg tror rigtig mange forældre er gode til at skabe sig deres helt egen fortælling om hvad det vil sige, og at det er rigtig svært at udskille barnets behov fra sine egne. Selvfølgelig er det vigtigt at kunne, men ind imellem overlapper de to ting jo også hinanden. Et barn er jo netop afhængigt af sine forældre og derfor betyder det også noget for barnet at dets forældre er velfungerende.

Vi er alle mennesker. Og selvom vi med rette kan forvente at voksne mennesker opfører sig ansvarligt og voksent, kan vi ikke se bort fra at de fleste handler uhensigtsmæssigt, når de er i deres følelsers vold, vi kan heller ikke se bort fra at der er voksne mennesker som er højkonflikt-personer, narcisister, depressive, aggressive eller alkoholikere, og nogen der bare er helt ude at skide, fordi de er i deres livs værste periode! Man kan ikke forvente at folk bare handler fornuftigt, når de er i krise, og man kan ikke heller udelukke, at der er mennesker som det er svært eller måske umuligt at have et samarbejde med efter en skilsmisse – også selvom det ville være bedst for børnene. Det ville være bedst for alle børn, hvis deres forældre var snusfornuftige, men det er jo ikke virkeligheden.

Jeg synes al for megen rådgivning omkring skilsmisser tager udgangspunkt i at “voksne” eller “forældre” er sådan en slags homogen gruppe som man bare kan tale til som “voksne”. Det er klart at der skal være nogle anvisninger, men jeg tror efterhånden at de fleste har hørt om hvor vigtigt det er at samarbejde, hvor vigtig barnets tarv er og hvor vigtigt det er at holde børnene udenfor konflikterne.

Jeg gad godt se en undersøgelse af, hvor tit det bare kører efter anvisningerne – ikke bare midt i stormen, men også bagefter, på længere sigt. Og så kunne jeg godt tænke mig, at der var mere rådgivning til, hvad man skal gøre, når det ikke går, som man håber. Ikke bare juridiske anvisninger, ret, pligt og så videre, men noget reel rådgivning til når folk udenfor statsforvaltningen, udenfor retssalen bare i hverdagen oplever, at de ikke kan samarbejde med eksen. Der er et kæmpe område midt imellem, hvad der hører til i forvaltninger og retssystemer og så idealbilledet om det “gode samarbejde”, der er masser af mennesker der kæmper og slås i det daglige, uden at de af den grund havner i statistikken over højkonflikt-skilsmisser! Jeg synes det er på høje tid, at vi fokuserer mere på realiteterne fremfor at blive ved med at synge den samme sang om idealet. Vi kender idealet, men når vi ikke kan nå i mål, hvad gør vi så? Jeg får sådan et billede af, at der sidder rådgivere, pædagoger, mæglere og børnesagkyndige i hobetal og siger: “Du skal bare lige flyve derhen!” “Jamen, det kan jeg ikke, jeg kan ikke flyve” – “Jamen det bliver SÅ meget bedre, hvis du flyver”… Med andre ord – man kan være i en situation med sin ekspartner hvor den rådgivning, der tilbydes er fuldstændig ubrugelig. Hvor man er helt alene om at forsøge at samarbejde, eller hvor man har så forskellige opfattelser af “samarbejde” at et reelt samarbejde er umuligt.

Der skal jo immervæk to til et ordentligt samarbejde og det eneste man får ud af blive ved med at gentage mantraet om det gode samarbejde og barnets bedste overfor det menneske der ikke kan få tingene til at fungere med eksen, er at man fuldstændig ødelægger den person, der forsøger, den “bløde” i forholdet, fordi vedkommende hele tiden vil bøje sig for at undgå konflikt. Den person, der efter et forhold bliver trukket rundt i manegen af sin eks, vil være sårbar både i forhold til stress og stressrelaterede lidelser og vil også få rigtig svært ved at opbygge en ordentlig tilværelse efter skilsmissen i hvert fald hvis vedkommende forelsker sig igen og prøver at skabe sig en ny tilværelse. Og undskyld mig, men er det til børnenes bedste, hvis deres forældre – eller én af dem – ender med at knække sammen under presset af at være den gode, fornuftige, samarbejdsvillige forælder?

Måske er det på tide at vi begynder at tale mere om realiteterne af livet efter skilsmissen. Om hvordan man er en god forælder til trods for konflikter med den anden forælder. Hvordan man bedst beskytter sine børn, når det gode samarbejde ikke kan realiseres. Hvordan man opdrager sine børn ordentligt, selvom man har dårlig samvittighed.

På mange måder tror jeg at roden til de problemer som sammenbragte familier oplever er netop der, hvor det ikke må hedde sig at det er så svært som det er. Vi har skabt os en fortælling om, hvordan det bør være og den fortælling er grundigt understøttet af myndigheder, forskning og information. Men hvis vi skal undgå følelsen af dobbeltfiasko (ikke nok med at vi ikke kunne få ægteskabet til at fungere, skilsmissen fungerede også skidt og livet efter skilsmissen har aldrig rigtig fundet en balance), må vi til at holde op med at tale så meget om, hvordan det burde være og mere om hvordan det er og pille fordømmelsen ud af diskussionen.

SÅ kan vi måske komme igang med den rigtige, ærlige samtale. Den vi rent faktisk kan bygge noget nyt på!

 

Leave a Reply

Your email address will not be published.