Savn og ansvar

Forleden fik jeg en opvågning af den voldsomme slags. Det er nu omkring 9 måneder siden at min eks og jeg gik fra hinanden. Og jeg vil sige at mit savn til min kærestes datter er blevet mindre. Jeg ved at alle stedmødre er forskellige, og for nogen er barnet grunden til at det ikke går. Barnet var dog ikke grunden til at min eks og jeg gik fra hinanden, og dette skaber egentlig en masse ambivalente følelser hos mig. Jeg har taget mig selv i at blive ked af det, når jeg har gået rundt i Netto i påsken, – fordi jeg har haft lyst til at lave verdens bedste påskeæg til min x-bonusdatter. Ligeledes har jeg spioneret min eks på Facebook, ikke fordi jeg er nysgerrig i at vide noget om ham,  men fordi jeg gerne vil se billeder hans datter.

En dag blev jeg faktisk så overvældet af savn og afmagt, at jeg tog den vilde beslutning at kontakte min eks. Ja, den der eks der ikke har ville se mig siden jeg forlod ham, – fantastisk ide (ironi kan forekomme). Jeg overvejede længe om et var en god ide, da jeg ved han har fået ny kæreste, som han er flyttet sammen med. Og jeg tænkte, om jeg bare skulle acceptere, at vores brud var, hvad jeg vil kalde: et dårlig brud. 

Jeg holdt telefonmøde med nogle meget kloge veninder, der altid vil lægge øre til mine store og små problemer. De godkendte min beslutning, og de sagde at det jo i hvert fald ikke kunne skade nogle, hvilke de jo har ret i. Jeg greb mobilen og brugte laaaang tid på en besked. Jeg prøvede virkelig at samle mig, da jeg ikke ønskede at gå til angreb, eller at være den sure eks. Jeg fik skrevet noget ned i stil med; at jeg var enormt ked af, at jeg aldrig havde fået sagt farvel til hans datter. Men at jeg jo godt vidste, at det var for sent nu, og jeg ønskede derfor blot at vide, hvordan hun havde reageret på hele situationen.
Intet svar, og min sms er sendt for flere uger siden nu, så der vil nok aldrig komme en lille sms tilbage.
Det er så nu, at jeg sidder og føler en stor vrede, et savn og faktisk også lidt had. Had over at jeg har givet så fucking meget af mig selv til hans barn. Og jeg bliver så provokeret over, at min eksistens kan få så lidt betydning – jeg kan forstå det i forhold til ham, han er såret, – men hvad med hans barn, der aldrig har kendt til en verden uden mig.

Nogle biologiske forældre ønsker at deres nye partner skal tage de børn som “kommer med ind i forholdet” (de børn som de ikke er forælder til) til sig, som var de deres egne. Dette var hvad min eks ønskede. Han kunne slet ikke forstå, at det var svært for mig at være fars kæreste, og vi har derfor haft mange diskussioner omkring min rolle, da vi slet ikke var på samme bølgelængde.

Jeg bliver derfor også rigtig frustreret over, at man som fars kærestestedmorbonusmor egentlig ikke har nogle rettigheder efter et brud (i forhold til barnet). Det forventes at du følelsesmæssigt gå ind i en relation til en andens barn. Og hvis forholdet ikke holder, bliver relationen mellem stedmoren mv. og barnet ikke anset som en “vigtig relation”. Jeg er klar over, at nogle har andre oplevelser end jeg, men mange af de stedmødre jeg har talt med har oplevet det samme som jeg. Der er mange krav til dig (i forhold til at skabe en relation til din partners barn), når du er i forhold med en som har et barn. Men så snart at forholdet stopper har du som stedmor ingen værdi. Dette får mig til at tænke på, hvordan det kan være at en stedmor mv. kan få så lidt status i barnets liv efter et brud. Jeg tror ikke at børn knytter de samme bånd til deres stedmor som de knytter til deres forældre. Men men men, en voksen der er så tæt følelsesmæssigt på barnet og ligeledes bor sammen med det vil jo få en stor plads i barnets hjerte, og barnet får også en særlig plads i stedmoderens hjerte, hvis relationen primært er drevet af positivitet og kærlighed. Jeg tænker bare, hvor bliver børnenes følelser af i alt det her? De børn som forældrene så gerne vil tale om når man er sammen, de børn som er det vigtigste i forældrenes liv.

Det skal lige siges, at jeg er klar over, at der findes alle mulige forskellige brud, hvor de involvere parter kan snakke sammen, når de er gået fra hinanden. Men jeg har bare ikke hørt mange positive “brud-historier”, og det er virkelig trist for både børn og stedforælder – og måske også for de biologiske forældre.

Jeg ville elske, hvis der var nogle, der ville give deres besyv med omkring dette emne. Måske er der nogle, som har oplevet noget lignende, og har gjort sig nogle tanker som andre kan bruge, hvis de står i sammen situation.  Det kan også være, at der er nogle som har haft et “positivt brud”. Giv endelig jeres mening tilkende..

Leave a Reply

Your email address will not be published.