Tænk, hvis der ikke fandtes et ord for ananas…

“Jeg vil bare gerne være en voksen-ven”, er der mange kvinder (og mænd), der siger, når de først bliver konfronteret med den position, der følger med ved indgåelse af parforhold med en partner, der allerede har børn.
Oftest opdager de, at en “voksen-ven” er en udefinerbar størrelse, der egentlig ikke siger noget om, hvorvidt man har lov til at blive sur på børnene, deltage i arrangementer og opdragelse eller om det er ok, at man tager på ferie med sine venner i stedet for til Lalandia sammen med familien.

Det skaber udfordringer, at der ikke eksisterer én værdineutral betegnelse for positionen som stedmor/-far, som rummer de mange forskellige måder, der er, hvorpå man kan gribe sin rolle an.
Ofte vælger man en betegnelse fra start, og det gør det vanskeligt at ændre den hen ad vejen, hvor man måske opdager, at man føler sig lidt mere som en “fars kæreste” end som en “bonusmor” – eller omvendt.

Sannie Terese Burén, Er forfatter, foredragsholder, freelance journalist og serie iværksætter. Hun er bosat på Langeland, hvor hun også driver B&B Æblegaarden. I 2013 udgav hun bogen ”En helt almindelig – patchwork – familie”, og holder foredrag af samme navn, hvor hun med udgangspunkt i sin egen slægt og familie går på detektivjagt i begrebet familie og undersøger hvad det vil sige at høre til. I kan finde hende her: www.sannieburen.dk

Den 30. juli 2014 skrev Sannie en kronik i Fyns Amts Avis, som hun har generøst har tilladt os at bringe her. Den handler netop om, hvordan vi mangler ord, der rummer positionen som stedmor.

Tænk, hvis der ikke fandtes et ord for Ananas …

Hvad er du til mig?, spørger drengen der går og hygger sig i haven hos sine storebrødres mor. Det har vist ikke et navn, svarer hun. Det burde det have, konkluderer drengen og laver sit eget ord: Du er min dobbeltstedmor.

For nylig hørte jeg i et indslag i TV avisen betegnelsen ”hans to mødre” brugt om en ung mands nærmeste familie. Personligt synes jeg vældigt godt om begrebet ”medmor”. Det er et skridt i retning af den sproglige nytænkning jeg mener vi har behov for på familieområdet. Men understregningen i denne situation af, at der var tale om to ”mødre” var lidt underlig, da man i de fleste andre tilfælde blot ville have omtalt et par som ”hans forældre”.

Hvorfor understregningen af at de begge var mødre? Og kan man overhovedet have to mødre? Giver det mening? Eller udvandes begrebet ”mor”, hvis vi ikke holder fast i, at sådan en har man altså kun én af? Og hvis vi virkelig mener man sprogligt kan have to mødre, hvorfor så ikke bare gå planken ud og nedlægge det kønsspecifikke? Altså finde et kønsneutralt ord for det at være en af et barns primære omsorgsgivere, uafhængigt af hvilket køn man nu måtte have og om man er blodsbeslægtet med barnet eller ej.

Har du børn?, spørger folk uskyldigt. Og selv efter 19 år væver jeg stadig når jeg svarer: Altså, jeg har ikke født børn selv, men jeg har en bonusdatter …

Jeg elsker min bonusdatter og betragter hende som min familie. Men jeg kan godt nogen gange føle, at jeg nærmest skal undskylde, at jeg ser hende som mit barn. At jeg skal forklare spørgeren at hun kun var 1½ år da jeg blev kæreste med hendes far og at jeg derfor har fulgt hele hendes opvækst. Og nej, jeg har aldrig boet sammen med hende til hverdag og været den der stod for madpakken. Alligevel er hun mit barn. Men jeg er ikke hendes mor. Hun har en mor.

Problemet, når det kommer til familie er, at virkeligheden har indhentet vores forestillinger og vores sprog indenom. Og hvor sprogblomster og verbal kreativitet ellers nok kan florere i andre sammenhænge, er vores forestillinger om familie åbenbart så fastgroede, at vi selv på slang-plan ikke kan svinge os højere op end til pap-mor og ekstra-far – altså varianter af de oprindelige betegnelser for ”mor og far”.

Vi tror vi ved hvad en familie er. Og det sprog vi har til rådighed for at tale om det er lige så forsimplet som vores mentale glansbillede af to glade forældre, to vandkæmmede blonde børn og en golden retriever.

Med andre ord: Vi prøver at tale om noget der (for mange) er mere kompliceret end kvantefysik, i babysprog. Et sprog der beskriver en meget, meget simpel og genetisk linenær verden, (= Mor, far, børn, bedsteforældre) som kun delvist er virkelighed i dag.

Med en skilsmisseprocent på over 46% ser familier i dag ud på mange forskellige måder. Faktisk opererer Danmarks Statistik med hele 38 forskellige familieformer når de indsamler data om danske familier. Og så er der endda ikke taget højde for de samkønnede ægteskaber, der giver nogle familier et ekstra twist i forhold til vores stereotypiske billeder af familieidyllen.

Prøv blot at tage et nøgternt blik på din egen familie. Sandsynligheden for at den ser anderledes ud end glansbilledet, er relativt stor. Og hvis du hører til blandt de der (stadig) er en del af en kernefamilie, behøver du blot kigge på dine søskende, dine venner, naboer og børnenes klassekammerater for at finde familier der ikke ligner det gængse billede de fleste af os stadig mentalt bærer rundt på, som et levn fra fordums tider, hvor mor gik derhjemme og far kom træt hjem kl. fem.

Men kan det ikke også være lige meget om vi har ord for alle de der ”nye” typer af familiemedlemmer – eller er det ikke fint nok bare at sætte ”pap” foran?

Tjo, måske … Men prøv engang at forestille dig, at der kun fandtes fire ord for frugt: Æble, appelsin, jordbær og banan. En pære kunne man nok godt slippe afsted med at forklare som en slags grøn, aflang variant af et æble. Men prøv lige at forklare en ananas! Det er ikke så nemt – og sproget er blandt andet til for at gøre det praktisk og nemt at fortælle hinanden ting og sager om den virkelighed vi lever i. Og ananas findes!

Men hvis man var en ananas i mit frugt-eksempel kan det godt være man kunne gå hen og blive lidt ked af det og komme til at føle sig ”forkert” eller som en slags andenrangs frugt, der ikke engang havde sit eget navn. Og sådan tror jeg faktisk det kan være for mange i de nye familietyper. Jeg ved det, for jeg har selv oplevet det. Altså ikke at være en ananas – men at føle at min plads i familien var mindreværdig og lidt akavet, fordi der ikke var et rigtigt ord for den. Dette gælder både for min rolle i min bonusdatters liv – og for min oplevelse af de patchworkfamilier jeg var en del af som barn.

For når det kommer til beskrivelse og forståelse af vores familier handler det ikke kun om det praktiske aspekt af sproget. Det handler også om, at forstå os selv. Mennesker er dybest set flokdyr: Vi forstår os selv ud fra den sociale kontekst vi indgår i og familien er oftest den grundlæggende sociale ramme vi forholder os til.

Hvordan skal vi kunne erkende hvem vi er, når vi ikke har et sprog til at forstå det i?

Når vi ikke har ord for det vi gerne vil udtrykke, må vi udtrykke det i FORHOLD til noget andet. Altså f.eks. den sammenbragte familie, som modsætning til den oprindelige kernefamilie.

Så længe kernefamilien stadig er den ”rigtige” slags familie i vores kollektive bevidsthed, vil andre familieformer blive opfattet som en slags andenrangs familie – og mennesker der befinder sig i disse familier (herunder børn) kan dermed også nemt få den opfattelse at de er en slags andenrangs mennesker, eller i hvert fald ikke har en ”rigtig” familie. Det er jo den anden slags familier, dem man kan sætte ord på, der er de rigtige, ikke?!

Men familier med to kvindelige (eller mandlige) omsorgsgivere findes. Familier med to mandlige OG to kvindelige omsorgsgivere og pendlerbørn findes. Familier med dine, mine og vores børn findes. Familier med enlige kvinder og børn der er skabt gennem kunstig befrugtning med anonym donorsæd findes. Familier med tre farmødre findes. Ananas findes – og gud ske tak og lov at vi har et ord for den. Lad os nu se også at få sat lidt styr på familiebegreberne. Så kan vi måske begynde at tale om de mange følelsesmæssige, juridiske, etiske og sociale udfordringer nye familiestrukturer skaber, i et brugbart, neutralt og ikke nedgørende sprog. Hvis vi vil ændre verden må vi starte med de historier vi fortæller om den.

Leave a Reply

Your email address will not be published.