Tanker efter jul

Julen.
Forventningernes tid.

Vi får tudet ørerne fulde af at vi ikke skal have forventninger, men hvordan slukker man lige for dem? Vi har næsten alle et eller andet billede af den “perfekte jul” i vores hoveder. I min kærestes hoved er den perfekte jul sådan noget Nøddebo Præstegaard-agtigt med en hel masse mennesker samlet omkring juletræet (blot i storbyen og ikke på landet) og helst en masse børn (hans børn)og gang i den. For mig, som den typisk introverte jeg er, er den perfekte jul noget mere stilfærdigt med god mad, rare mennesker som man er tryg ved, nogle gåture i skoven og en god blanding af socialt samvær og alene tid. Vel at mærke socialt samvær man selv er med til at planlægge og sætte rammerne for.

I min sammenbragte familie er der to ting, der går mig på i særligt høj grad og som nok er temmelig beslægtede: Kontroltabet og følelsen af udenforskab/usynlighed. Følelsen af at drejebogen er skrevet længe inden at jeg er kommet ind i beretningen og jeg ikke er en hovedpersonerne i fortællingen. Én der virkelig har pondus til at trække historien i en anden retning, men helst bare skal klemmes ind i de “virkelige” hovedpersoners fortælling.

Min kæreste har en særlig evne til at glemme at tage mig med på råd og bare køre sit eget løb med sine unger. Jo mere han gør det, jo mere melder jeg mig ud. Når aftaler træffes henover mit hoved er det svært for mig at samtidig at stille op til dem.
Men det er ikke altid, jeg har et valg når aftalerne udspiller sig i mit hjem.
I hvert fald ikke, hvis ikke jeg vil virke demonstrativ. Det giver mig en følelse af ikke at være regnet i mit eget hjem og blive løbet over ende. I julen bliver disse ting næsten endnu mere udtalt end de ellers er. Måske fordi det er ferietid og rammerne går i opløsning, måske fordi han har et mønster som er skåret i kernefamilien, og som alle følger mere ukritisk i julen, fordi det er traditionernes tid, en tid, hvor vi pr automatik gør, “som vi altid har gjort”.

Jeg tager hjem til mine forældre i julen. Min kæreste arbejder, og hvert andet år har han sine børn. Det vil sige, at hvis jeg gerne vil lidt væk i juledagene, er jeg nødt til at gøre det alene. Når han, som i år, har sine børn er han i øvrigt temmelig fraværende og jeg hører ikke meget til ham.
Julen er nemlig børnenes fest. Som de fleste andre forældre zoomer han helt ind på dem og glemmer, at for de af os, der ikke har børn, er julen noget andet. Den kan godt være smuk og fin. Men også fyldt af vemod. Sådan har jeg det i hvert fald med julen. Det er ikke bare en nem og glad tid for mig.
Jeg tror, der sidder mange ude i de små hjem med en ustillet julelængsel. Måske især i skilsmisseland. Den forælder, der ikke har sine børn, savner dem og synes det er mærkeligt at fejre jul uden dem. Den der har dem, skal sige farvel til dem et par dage senere. Den der er sammen med én der har børn som enten er der eller ikke er der, kan ikke få sin partners nærvær, fordi partneren kun kan tænke på sine børn, hvadenten de er der eller ej, og den der ikke har egne børn føler sig udenfor og formindsket, fordi julen handler om børn, og man som voksen uden børn derfor føler, at man nærmest bør lade være med at fejre jul. Osv.

Jeg har diskuteret det med jul meget med min kæreste, og særlig i år har jeg bidt mærke i, hvordan flere folk snakker om, at hvis de ikke havde børn kunne det være ligemeget med julen. Folk holder jul “for børnenes skyld” selvom børnene er så små, at de ikke fatter en bjælde. Det har fået mig til at tænke lidt over hele familie-kulten.
Den evige romantisering omkring kernefamilien, omkring far og mor og børn. Aldrig er den så stærk som i julen. Inde i folks hoveder flimrer billederne af den lille familie foran juletræet med et bjerg af pakker. Alle er glade, milde, velklædte og mætte. Over billedet hviler et gyldent skær. I særdeleshed i år har mit Facebook-feed været proppet med familieselfies foran juletræet. Og vist ser det dejligt ud. Men virkeligheden er bare ikke altid sådan. Når jeg her efter jul har talt med mine venner om, hvordan deres jul har været, får jeg meget blandede tilbagemeldinger. En del er helt forpustede og trænger til en ferie til at komme sig over julen, én har været på krydstogt med svigerfamilien hvor alle blev uvenner ingen gad tale sammen bagefter, en anden brugte det meste af julen på hospitalet med sit yngste barn, der havde fået en voldsom infektion, en tredie skulle have haft besøg af gode venner fra udlandet som ikke kom fordi veninden mellem jul og nytår havde fået konstateret cancer, et fjerde par var dybt ulykkelige fordi julen var gået i kludder pga deres teenagers voldsomme raseriudbrud grundet ADHD og dertil kommer selvfølgelig en masse, som har haft en fin eller bare helt almindelig jul. Dem der lever i sammenbragte familier er særlig rundtossede og særlig stedmødrene har haft det svært. Dem, der holder jul uden egentlig at gide det føler sig pressede af al virakken og dem, der gerne vil holde jul, men ikke kan få den jul de håber på, føler sig klemte eller skuffede fordi det ikke blev dét, de havde håbet. Min pointe er, at bare fordi det er jul, bliver vi ikke fredet. Livet fortsætter med alt sit rod på godt og ondt også i julen. Og lige meget hvor meget vi stresser, samtidig med at vi minder os selv om, at det er tåbeligt at stresse og stresser over at vi stresser, så gentager historien sig år efter år. Vi stresser. Og vi jagter julebilledet. Den perfekte jul. Og når vi får den, er det som regel fordi vi glemmer alt om at gøre alting rigtigt.

Jeg har det lidt sådan:

Glem det med at julen er børnenes fest. Hold jul, hvis du er kristen eller bare synes det er hyggeligt at holde jul. Der er masser af børn rundt omkring, der ikke holder jul og klarer sig fint alligevel. Det er bare ikke en del af deres familieidentitet eller deres religion. Og i øvrigt kan man holde jul lige præcis som man vil, og på det niveau man vil.
Men jeg synes man bør gøre det fordi man vil, fordi man selv har lyst. Lad være med at lave julen om til en teaterforestilling med ungerne castet i hovedrollen. Børn har sgu da krav på at det de oplever er genuint! Selvfølgelig skal vi ikke indvie børn i alt, men prøv at tænk over, på hvor mange fronter et børneliv efterhånden kan være et vrangbillede! Og nu tænker jeg ikke på at feks spille julemand eller påskehare, for det er en leg. Der er forskel på leg og løgn, og jeg ville nødig have en barndom med forløgne voksne, der egentlig selv synes, at julen er skide ligegyldig, og hvor hele ansvaret for om julen er vellykket er pålagt ungerne og de voksnes glæde ved hele arrangementet ligefrem proportionel med mængden af jubel over pakke efter pakke, der åbnes. Jeg ville nødig have forældre, der går og lader som om at alt er godt men i virkeligheden ikke kan holde ud at være i stue sammen og lader alverdens giftigheder komme ud mellem sidebenene.
Lidt forstillelse er nok nødvendig i vores alles liv, men megen forstillelse er usund.

Der er for mig personligt en stor værdi i at vide, at mine forældre godt kan hygge sig uden mig, for jeg bor langt væk.

orange-631354__180Selvom mange nok er bange for at såre børnene og selv føler skyld over at hygge sig uden dem, tror jeg at det dybest set er rart for børn at vide, at ansvaret for at alle har det godt, ikke påhviler dem. Det er hyggeligt når de er der, men vi kan også godt hygge os uden at de er der.
Så når vi nu sidder her i det klare januarlys og den sidste konfetti fra nytårsaften er trådt grundigt ned mellem gulvbrædderne, juletræet smidt ud (eller står godt indtørret i stuen) vender vi blikket fremad mod det nye år.
Jeg håber, at jeg engang lærer at tage julen ovenfra og ned. Jeg kan konstatere at jeg er blevet bedre til det, men også at der stadig lurer en lille skuffelse nedenunder. Et lille “var det virkelig det, det blev til?” Og det var det vist. I hvert fald for i år. Foran mig strækker sig en lang række hverdage. Med og uden kærestens børn.
Men hvem har sagt at man ikke kan hygge sig i januar?

Leave a Reply

Your email address will not be published.