Til dem der har, skal der gives

Jeg har tænkt mig i dette indlæg at berøre et af de absolutte smertepunkter i mit forhold til en mand med børn:

Min kæreste har fravalgt børn. Med mig altså. Jeg har tilvalgt ham og derved fravalgt børn. I første omgang vidste jeg ikke, at det ville blive sådan. Det gjorde han heller ikke. Men skilsmisselivets ulidelige besværlighed og en vaklende psyke har gjort tanken om flere børn umulig for min kæreste og uanset øjeblikke som dettes pludselige overvældende følelse af at tingene er uretfærdige, elsker jeg ham og forstår også, hvordan han har det og hvorfor han har valgt som han har, (selvom mange andre ville kalde det for en dealbreaker.)

Dog er er der jo som bekendt bare lige det ved det at han ikke blot ikke vil have børn, men han altså har børn fra et tidligere forhold. Og det skaber en ubalance som fra tid til anden vælter mig omkuld.

Når jeg er alene med ham, tænker jeg ikke lige så meget over det. Men når hans børn er hos os popper det meget oftere op. Ikke mindst i ferierne, hvor man ikke kan gemme sig i hverdagens kedsommelige lethed.

Forleden var vi f.eks ude at gå en tur og min kærestes store dreng var med. Jeg kan mærke, hvordan min kæreste nyder at drengen er blevet stor og at gå og “far-søn-bonde” med ham. To gange mødte vi folk jeg kendte og min kæreste gik bare videre sammen med sin søn uden at hilse på mine venner og uden at vente på mig. Der gik de så i deres egen boble af familiær selvtilstrækkelighed. Fuldstændig uinteresserede i andet og væk i sig selv. For mig betyder det ufattelig meget at min kæreste viser sin interesse for, hvad der har formet mig, men også at han signalerer overfor sine børn at det ikke er ligegyldigt. At jeg ikke er ligegyldig. Mine venner er stort set dét, der knytter mig til verden. Jeg ved ikke, hvilket udtryk jeg ellers skal bruge. Men familie og venner er jo noget af det, der ved at spejle os giver os en refleksion af hvem vi er.

Jeg blev utrolig ked af det. Måske fordi jeg tit har en oplevelse af at de har meget nok i sig selv. Der er ikke rigtig nogen der interesserer sig for min historie. I hvert fald ikke når børnene er her og det blev på én eller anden måde så mærkelig symbolsk at far og søn bare “drev væk” fra mig arm i arm uden lige at have høflighed nok til at stoppe op og hilse og respektere at jeg også er “nogen”, én der kender folk og har en historie. Når man ikke har egne børn, og som jeg er enebarn, kan man godt komme til at føle sig ret alene i verden og identiteten bliver sårbar på en anden måde.
Samme følelse gør sig gældende nu, hvor jeg er på ferie med min kæreste og hans børn. Han er helt optaget af dem og de af ham på en måde, der får mig til at føle mig overflødig og isoleret. Han er deres bedste legekammerat og er konstant bange for at de skal føle sig “fravalgte”, hvis han skulle sige nej til noget. Han tror, at hvis han ikke stiller sig ubegrænset til rådighed hvert minut i døgnet vil det give dem ar på sjælen. Jeg går rundt som outsideren og er tilskuer til deres familiesymbiose og føler mig svigtet på flere niveauer.

Til dem der har skal der gives. Dem der ikke har kan få lov at kigge på.

Jeg tror de fleste familier er selvoptagede i en eller anden grad. På en måde er det som om, at når selvoptagetheden bredes ud på en familie og dermed udleves af flere individer bliver det ligesom OK at opføre sig narcisistisk og selvspejlende. Jo flere der deler den samme selvopfattelse des mindre selvkritik behøver man udøve. Når man er i sammenhænge uden mange outsidere mødes man ikke af andet end gensidig bekræftelse. Samtidig er folk, der falder udenfor “familienormen” besværlige fordi de, hvis de ikke bare falder ind i de allerede udstukne rammer kræver, at man ser andet end sig selv . “Det sorte får” eller den der gifter sig ind i familien og ikke bare overtager det billede man har skabt af sig selv, bliver pludselig en nærmest dæmonisk karakter, der ødelægger familieidyllen – en vaskeægte spielverderber.

Men i den virkelighed som jeg bebor er dette noget man bør prøve at løfte sig ud af. Særlig når man har et menneske i sit liv som lever så meget på de præmisser ens egen fortid har stukket ud. Det forpligter én til virkelig at se det menneske og at løfte blikket fra sin egen navle, når man lader et andet individ være “medbetalende” for ens egen fortid på den måde det er tilfældet, når man har egne børn og kæresten ikke har (og endnu mere når man ikke vil have flere)

Når det gælder mit eget liv er jeg mig selvfølgelig helt bevidst, at jeg selv har valgt at være i dette. Jeg har gjort mig mange tanker, om valg og fravalg, som har været hårde og svære og som  ikke får plads her.

Og min kæreste er ikke idiot. Han ved godt at dette er smertefuldt for mig, men han magter samtidig ikke (tror jeg) at tage det helt ind. Jeg føler mig overbevist om, at han ikke gør sig begreb om i hvilke situationer det her monster stikker hovedet frem og får mig følelsesmæssigt ud af balance. Hvis han gjorde, ville han nok agere mere hensynsfuldt.

Men som jeg oplever tingene er dette et forhold der fra tid til anden vælter balancen i vores samliv. Jeg er permanent dén der indgår det største kompromis. Så meget af det der udgør og bestemmer vores liv sammen, er dikteret af hans fortid. Det er naturligvis ikke rart for ham at indse. For ligeså vel som jeg kan sige, at jeg føler mig som den der altid skal gå på kompromis, den der altid bliver klemt i hans fortid, hans familie, hans (og deres) behov, så ville han kunne påpege at jeg dermed påberåber mig det moralske overtag og at han altid “skylder”. Så jeg forsøger at forholde mig til situationen på en rimelig måde og arbejde konstruktivt med mine tanker. Men at jeg kan se tingene fra hans side ændrer dog ikke ved, at jeg engang imellem stikkes i siden af denne intense følelse af forladthed.

Og problematikken er en blanding af den evige, som mange fars kærester kan nikke genkendende til: Følelsen af udenforskab og af, at man ikke genkender sig selv I et familiemønster man ellers lever midt i og så dét, at der ligger en sorg – måske endnu ikke tilstrækkeligt bearbejdet – og en ængstelighed over den pris de valg (fravalg) som livet i lige dén sammenbragte familie du er i, fører med sig, med dén historie, den fortid som man har fået med i bagagen, da man valgte at slå sig ned sammen med en mand der allerede har gjort det hele (mindst) én gang….

Leave a Reply

Your email address will not be published.