Til døden jer skiller…?

Som de fleste der kender mig bare lidt (f.eks. ved at læse med her på StedmorDanmark.dk) sikkert allerede har opdaget, har mit liv været præget af at indgå i indtil flere forskellige sammenbragte familiekonstellationer, ikke bare som voksen men også som barn.

Min generelle erfaring er, at det kan være meget, meget svært at komme til at føle sig som en familie – men at det faktisk er endnu sværere at komme ud!

De bånd vi knytter til andre, når vi lægger de historiske, sociale og kulturelle rammer ned over, som ligger i ordet ”familie”, kan være meget svære at bryde igen – også selvom vi ikke ser hinanden i mange år.

Dette blev endnu engang tydeligt for mig, da jeg sidste år, mens jeg var på ferie, fik nyheden om at min tidligere ”papbror” var død. Det var i sig selv en tragisk historie om en relativt ung mand, der kom herfra på en voldsom måde, og historien havde sikkert kunne påvirke mig uanset, hvem det havde drejet sig om.

Men i dette tilfælde kom dødsfaldet på en eller anden måde tættere på, end personen nogen sinde havde været. Vi havde aldrig været tætte. Og i løbet af de ca. 30 år der er gået siden vores forældre var kærester har jeg måske set ham én eller to gange, og en kort overgang været ven med ham på Facebook. Faktisk er han nok den af alle de pap’er og bonus’er jeg har haft, jeg har været mindst knyttet til. Alligevel føltes det som om et familiemedlem var gået bort. Jeg havde bare ikke lige nogen at dele det med, for realiteten er at jeg ikke længere er en del af den familie.

Min sorg virkede derfor også nærmest upassende og ude af proportioner. Men jeg tror det var fordi jeg også sørgede over noget andet: Over alt det der kunne have været, men aldrig rigtig var. Over alle de ”familiemedlemmer” som jeg gennem livet har delt hverdage og fester med, og som jeg har gjort mit bedste for at knytte mig til i den tid vi var sammen – blot for at miste dem igen.

Den del af det sammenbragte cirkus har altid taget hårdt på mig, og det er som om tabene med årene er blevet stakket ovenpå hinanden.

Og nu er det så sket igen: Her til aften har jeg netop fået nyheden om at én af mine tidligere pap-fædre er gået bort. Denne gang føles det dog helt andresledes, mere som en tomhed, et fravær af følelser jeg føler jeg muligvis ”burde” have. Han var allerede langt væk. Og jeg havde givet slip.

Men jeg bliver eftertænksom og må en tur ned ad ”Memory Lane”, for at mindes de oplevelser vi delte, det han lærte mig og hvilket salgs menneske han var.

Og hans død rejser også endnu engang spørgsmålet ”hvad er vi til hinanden? ” I sammenbragte familier – og ikke mindst i de opløste familier? Hvornår er vi i familie og hvornår ophører vi med at være det igen? Mit bedste bud lige nu er, at det tilsyneladende (i hvert fald for mit eget vedkommende) er ”til døden os skiller” – også selvom jeg aldrig blev spurgt.

Men måske er det bare mig der er for trofast…?

Alligevel tænker jeg at der også må være andre og flere problemstillinger i de sammenbragte familier, når døden banker på døren. Hvad tænker du? Har du selv haft udfordringer eller andre oplevelser med dødsfald i sammenbragte familier? Eller har du bare en holdning til emnet, så skriv endelig i kommentarfeltet og del dine erfaringer!

Leave a Reply

Your email address will not be published.