Undskyld, men skal vi alle ikke have lov at være her…

Da jeg var 14 år mødte min mor en mand, en mand jeg havde ekstremt svært ved at se som en “brugbar voksen” i mit liv. Han var misundelig og jaloux på mig, og han satte konstant sine egne behov foran mig, – han blev som et barn. Nogle gange nedgjorde han mig og den måde min mor opdragede mig på, og når han prøvede at forklare/lære mig om verden, så mødte han kun modstand. Jeg hadede ham, da han stjal min mor fra mig, og jeg syntes han var mærkelig. Jeg nævnte det aldrig for min mor, fordi jeg ikke ville såre hende, da jeg jo blot ønskede, at hun havde det godt.

Da jeg så mødte min eks, tænkte jeg, at jeg aldrig ville være som min mors mand – men tiden gjorde mig klogere. For lige pludselig tog jeg mig selv i at være jaloux. Jeg følte mig udenfor. Jeg følte at alt handlede om min eks’s barn. Og jeg savnede kærestetid, og det at føle mig som det mest specielle i min kærestes liv. Jeg fik ofte at vide, at hans barn altid ville være nummer 1 i hans liv, og de ord fik mig til at føle, at jeg skulle kæmpe om hans kærlighed (kæmpe imod hans barn). I dag tænker jeg, at man aldrig kan fordele sol og måne lige som far imellem sit barn og sin kæreste, det er jo to slags kærlighed. Men det skaber en kløft imellem barn og den nye kæreste, hvis forælderen laver lister over hvem de elsker mest, fordi der derved bevidst eller ubevidst vil blive en konkurrere om fars kærlighed. Og når man som en voksen kvinde, sidder med en følelse af at være jaloux på et fireårigt barn, så kan man virkelig få en modbydelig følelse. Man har jo altid lært at barnets tarv kommer først, så hvad er man for et menneske? Kan huske at jeg talte med min veninde om mine følelser, hun kiggede på mig med foragt i stemmen og sagde – det der siger du aldrig til nogle. Det kan altså blive ekstremt ensomt at være fars kæreste, og man kan føle sig ekstremt unormal og direkte ond, fordi man aldrig har ønsket at være “jaloux” på et barn.

Efter jeg er blevet single, har mine tanker kredset meget om, hvor vigtigt det er, at, hvis det kun er den ene part der har et barn med ind i forholdet, den uden barn har en vis forståelse for, at der er et barn, der skal have kærlighed og omsorg af sin forælder. Men det er altså lige så vigtigt, at den anden part med barn, også har en forståelse for, at den “uden barn” også har brug for kærlighed og opmærksomhed selvom barnet er til stede.

Alle bør føle sig elsket og accepteret i en familie, sammenbragt eller ej.

Leave a Reply

Your email address will not be published.