Utryg jul i den sammenbragte

I julen dyrker vi genkendelighed og traditioner, men virkeligheden i en sammenbragt familie er en anden. Især første jul er utryg og fremmed for både børn og voksne. Accepter, at intet er som før.

Af Mette Bender, journalist, stedmor og forfatter til Mere end pap og bonus

Så blev det jul igen, og er det første jul i en sammenbragt familie, kan den granklædte højtid faktisk have et lidt truende skær. Den skinner i hvert fald ikke med det betryggende eller ligefrem kedsommelige lys, som den gjorde engang.

Jul er den absolutte bestseller, når det kommer til gentagelser, traditioner og familieidealer. Og er noget helt sikkert, så er det, at alt ikke er som før, når familien er brudt op og nu oven i købet fusioneret med en anden familie.

Den nye familie består af to voksne, som kan have hver sit kuld børn. Eller måske er det kun den ene af jer, som har børn eller barn? Det kan gøre det lettere. Det kan også gøre det sværere. Uanset hvad, er I ikke dem, I plejer.

Juleaften er den helt store udfordring. Julens orgastiske klimaks. Hvor skal hvert barn være? Og hvem skal I ellers være sammen med? Skal I have flæskesteg eller and, og pynter I træet juleaften eller lillejuleaften? Skal børnene have gaver før eller efter julemiddagen, og skal risalamanden være mager eller fedtet af flødeskum?

Indre børn stikker næserne frem

I ønsker naturligvis, at alle sjæle skal fyldes af juleglæde og forsoning. Men der er ingen garanti og nok reelt en temmelig stor risiko for, at ambitionerne forbliver uopfyldte. For julens lykkelige gentagelse er hos jer lige nu per definition uopnåelig, og stort set alt er til forhandling.

Og så er der nok flere børn til stede, end dem I kan tælle ved at se jer omkring. Jeres egne indre børn er ubekendte faktorer, der på trods af måske rimeligt selvrealiseret egoer ofte bryder ud gennem fornuftens filter og slår sig løs i december.

For julen er højtiden, hvor barndommens drøm om ultimativt familiært sammenhold og nærvær bliver aktiveret. Uanset om barndommens jul virkelig var lykkelig eller ej. Det er tiden, hvor vi vil varmes af kærlighed helt ind til knoglerne.

Drømmen letter på sine blege vinger, og smukke scener omkring bagværk i køkkenet eller pyntning af træet møder virkelighedens hårde kanter. Det kan føre til skuffelse, snerrende udbrud eller tristhed. De andre gør og er ikke, som de burde ifølge den indre og ofte vildt romantiske drejebog.

Lad det nye være nyt

I den sammenbragte jul er der mennesker, som ikke er dine nære. I hvert fald ikke endnu, og måske bliver de det aldrig. Der er papforældre eller papbørn, som du ikke er fuldt fortrolig med, og så er der nok oveni købet nyindkøbte svigerforældre, bedsteforældre, onkler eller kusiner.

Selvom de nye er søde, så er de fremmede, indtil du har kendt dem længe, og hverken børn eller voksne føler tryghed, når de er i noget nyt. Det er et vilkår. Når I går rundt om træet eller sidder i fint tøj om det julepyntede bord, lander noget fremmed og anspændt let i stuen. Om I vil det eller ej.

Og hvad gør man så ved det? Ingenting. Holder fast i, at det er ok at opleve, præcis hvad man oplever. Taler med børnene om, at det her bliver anderledes. At det er i orden at føle sig usikker på det hele eller ærgerlig over, at julen, som vi husker den, er væk.

Snakker sammen om, hvilke traditioner I vil have. Sørger for, at alle får opfyldt et eller flere vigtige ønsker. Og finder på noget helt nyt? Noget der kun er jeres. Måske er det allerbedste råd at se sit eget indre barn kærligt i øjnene og give slip på krav om stor glæde. I er dem, I er. Og det er godt nok. Glædelig jul.

Leave a Reply

Your email address will not be published.