Velkommen til StedmorDanmark.dk

For ganske nylig bragte et kendt dameblad en artikel, hvor en psykolog efterlyser, at “de onde stedmødre” bliver bedre til at kontrollere sig selv.

Overskriften virker ikke til at være ment ironisk, og psykologen kommer med et eksempel, hun har hørt om, hvor stedmoren tvinger stedbarnet til at hælde et glas økologisk mælk i vasken, fordi han kun må drikke det “billige mælk”. Og eksemplet er grimt. Og uden af vide, hvad der ligger bag, kan vi da hurtigt blive enige om, at sådan må man IKKE behandle børn.

Med eventyrerne som eksempel på, hvordan stedmødre ikke under stedbørnene noget som helst og ligefrem ønsker at slå dem ihjel, peger psykologen på kvinders ucharmerende behov for at kontrollere alting som en af hovedårsagerne hertil. Som løsning foreslår hun, at vi stedmødre bliver bedre til at kontrollere os selv, og at mændene/fædrene bliver bedre til at stoppe os, når vi “er i gang med at sige og gøre dumme ting til deres børn”.

Hverken artiklen eller perspektiverne i den er usædvanlige.

Jeg har derfor valgt at bruge denne lejlighed til at bidrage til at nuancere det billede, som blev tegnet i pågældende artikel.

For det første findes der mennesker, med meget få ressourcer, viden og redskaber til at give deres børn en god og “sund” opvækst. De findes i mange udgaver og deres titel er både stedmor, stedfar, mor, far, bedstemor/-far osv. Lad mig lige understrege, at det ikke er dem, jeg snakker om.

For langt langt de fleste er det ikke en reel mulighed blot at “kontrollere sig selv”. Hvis vi bare kunne det, ville der vel ikke findes hverken skilsmisser sammenbrud, stress etc., og behovet for psykologer ville være ikkeeksisterende.

Og hvis vi skulle håndtere alting ud fra børneperspektivet, som jeg mener, artiklen efterlyser og er beskrevet ud fra, så ville der vel ikke findes sammenbragte familier, for de fleste børn ønsker nok aller mest, at mor og far blev sammen.

At bruge eksempler fra eventyr – som er fiktion – er ikke særlig konstruktivt til at skabe dialog og søge konstruktive løsninger. Vi skal nok heller ikke satse på, at den gode fe kommer og tryller det hele godt igen. Så jeg synes ikke brugen af eventyrerne som “bevisførelse” for stedmødres ondskab holder. (Her kan jeg da lige tilføje, at det flere steder er påpeget, at den onde stedmor i nogle eventyr oprindeligt stod skrevet som – eller analyseret til at være bio-moren. Det har vi bare svært ved at acceptere som kultur, for en mor kan da ikke være ond, vel?!)

Der bliver også nævnt andre eksempler på “ikke særlig pæn” opførsel fra stedmorens side, som også kan nuanceres, hvis man forsøger at sætte sig i stedmorens sted for at forstå, hvorfor hun reagerer, som hun gør. F.eks., at det kun bliver tolket som “dårlig opførsel” fra stedmoren side, at stedbørnene ikke må have venner med hjem på besøg.

Det kunne eksempelvis tænkes, at stedmoren lider af migræne, skal arbejde hjemmefra, eller simpelthen bare ikke orker at servicere flere børn.

Det sker vel også for en biologisk mor? Og det behøver ikke blive behandlet som en traumatisk oplevelse for børnene at undvære legeaftaler et par dage.

Som sagt, er hensigten ikke at kaste med mudder. Jeg respekterer og bakker op omkring behovet for at arbejde for børn ud fra deres perspektiv. Det er der også brug for.

Dog bliver det problematisk, når man behandler alle forhold ud fra børnenes perspektiv.

Min pointe er imidlertid, at der altid er flere sider af en sag, og det glemmer mange let, når talen falder på “den onde stedmor”.

Stedmorens udfordringer og problematikker skal respekteres og håndteres ud fra hendes perspektiv. Det voksne perspektiv.

Ingen bliver hjulpet af, at stedmoren blot får besked på at “kontrollere” sig selv. Heller ikke barnet. For tydeligvis er det jo ikke muligt at “kontrollere sig selv”. Slet ikke hvis man er blevet mødt med udfordringer, man ikke har redskaber til at håndtere. En sådan presset situation har desværre ofte som konsekvens, at man bliver konfronteret – og konfronterer andre med de mindre “pæne” sider af sig selv. Det er ikke konstruktivt, det er ikke ønskværdigt – og det er forfærdeligt – også for stedmoren selv.

Det, der derimod kan hjælpe situationen, er, at vi bliver bedre til at tale om, hvilke problematikker der har gjort, at stedmoren er kommet et sted hen, hvor hun ikke kan “kontrollere sig selv”, og hvorfor hun får behov for at forsøge at styre sine omgivelser.

Og vi skal gøre det uden fordømmelse og løftede pegefingre, for det gavner heller ikke nogen.

For det kan være svært at agere og navigere i en sammenbragt familie, og det er der både psykologiske og kulturelle årsager til. Vi kender bare ikke meget til dem, for der er ikke særlig mange, der taler om det – og der er endnu færre, der rent faktisk forsker i emnet.

Lad mig gentage; Ingen i familien bliver hjulpet af, at vi skælder og skammer stedmoren!

De fleste er af den overbevisning og forventning, at man pludselig bliver i stand til at sætte alle ens egne følelser og behov til side, fordi den mand man elsker, har et barn. Mange af os forventer det såmænd også af os selv, når vi træder ind i den sammenbragte familie. Og mange af os bliver chokerede over os selv, når vi opdager, at det ikke er nemt at leve som statist i vores eget liv.

Mange af os oplever desværre også, at vi står uden viden og redskaber til at håndtere de komplekse situationer, der ofte kan opstå i det sammenbragte og for at gøre slemt værre, så oplever vi også, at folk dømmer og skammer os og kalder os onde, hvis vi forsøger at snakke om, hvilke udfordringer vi møder. Udfordringer, vi ikke magter at takle, hvilket fører til magtesløshed, hvilket desværre ofte har som konsekvens, at vi forsøger at kontrollere alting.

Ville det ikke være bedre, hvis vi kunne afhjælpe det ved at tale om, hvad de udfordringer består af, og hvordan vi kan blive bedre til at håndtere dem – i stedet for at skælde ud på hinanden?

Indtil nu, har vi stedmødre været afhængige af, at en journalist fik lyst til at skrive om det at være stedmor, eller en avis valgte at trykke vores kronikker, læserbreve mv. for at få skabt lidt modvægt i det mediebilledet og den offentlige debat til sådanne udsagn.

Sådan er det ikke mere!

Medierne bidrager desværre ofte til fastholdelsen af det stereotype billede af stedmoren.

StedmorDanmark.dk kan nu tage til genmæle, når anerkendte medier igen og igen vælger at frembringe det noget unuanceret, simplificerede og til tider direkte ignorante billede af, hvilke mekanismer der er på spil, når en stedmor opfører sig grimt over for stedbørn.

Vi fokuserer på løse de problemer, der tydeligt eksisterer, som bl.a. desværre medfører, at børn føler sig uønskede og dårligt behandlet.

Denne fingerpegning, der finder sted skaber stigmatisering, hvor der skulle være dialog.

Tænk, hvis vi kunne løse nogle af konflikterne i den sammenbragte familie, der gør det svært for den “onde stedmor”, den “vage tivoli-far” og de “triste børn” ved at undersøge, tale om og støtte op omkring stedmoren ligesom vi gør om de andre familiemedlemmer?

Tænk engang….

Tak fordi du læser med!

Velkommen til StedmorDanmark.dk

Leave a Reply

Your email address will not be published.